AndreasPeterBerggreen

— 170 —

engang hinanden diametralt modsatte, hvad og sa a viser sig deri, at Rung i sin Sam ling ikke har kunnet op­ tage nogen eneste a f Berggreens. Bedre havde det væ ret, om Berggreen havde kunnet række sig noget videre, klogere o g forsigtigere, om han ikke selv havde componeret saa mange Melodier. Der er sagt adskillige Ubehageligheder om det mindre tiltalende i bestandig at skulle „syn g e B erggreen .“ Imidlertid, naar der blandt hans 25 Melodier til dette T illæ g findes saadanne Perler som den majestætiske ..Vor Herre han er en Konge stor“ , den prægtige Stridssang „O p , I Christne, ruster eder“ , de stemningsrige ..Dig vil je g elske“ o g „Hvad est du dog skjøn “ , fulde a f Brorsonsk Inderlighed, og endelig „Jeg lever o g veed , hvor længe fuldtrøst“ , der allerede har budt T rø st o g baaret Haab til mangfoldige H jerter, saa behøves der visselig ingen Undskyldning for, at han har skjænket den danske Menighed disse Gaver. Snarere trænger Menigheden, i hvert Fald mange af dens Ordførere til Undskyldning for den ringe T a k eller rettere megen U tak, den har ydet ham for dette Værk. Ingen dansk Musiker har udrettet saa meget for K irkesangen som Berggreen. Han var kaldet til i vor T id at blive dens Fosterfader, ført, som han v a r, bort fra al Sysselsæ ttelse med den saakaldte „store“ Kunst, ledet, som han va r, ind i dybt Kjendskab og levende Kjærlighed til den folkelige Sang, fremfor alt dog kaldet ved den særegne Naade, der var given ham til at finde enfoldigt o g hjerteligt Udtryk for de religiøse Stemnin­ ge r, der fyldte o g bevægede hans eget B iyst. Som Naadegave forstod han ogsaa hver eneste a f de Psalme-