AndreasPeterBerggreen

— 6 —

je g tidt blev bedt om at synge, og at je g fortjente mangen god Sølv-Toskilling af min Faders Svende ved at synge nogle V iser for dem, som je g troer, de selv havde lært mig. Anlæg til at blive en Pudsenmager viste sig tidlig og meget hyppig hos mig. Jeg havde seet min Moder komme en V isk Urter paa Suppen; en D ag kommer jeg- ene ud i Kjøkkenet, seer en Skurevisk a f Halm, tæ nker: „V isk er V is k “ og kommer den i Suppen. En anden Gang var je g ene i Stuen, Kaffebordet stod dækket, je g drak al Fløden , gik ud til min Moder i K jøkkenet og sagd e: „Se saa! Moder, nu er det gjort.“ Engang fulgte je g med min Moders Moster ud i Byen. Hun skulde kjøbe noget T ø j, som je g fik L o v at bæ re; vi kom gjennem P ilestræde; paa een G ang bliver hun staaende, seer forskrækket paa mig og spørger: „Hvor er T ø jet, D ren g !“ „Det ligger henne bag Stenkisten, M o ster!“ Under Bombardementet 1807 var je g med min Moder o g mine Søskende i Frederiksborg. Efter Capitulationen kom der en Del engelske Husarer derhen for at ligge i Kvarteer. V i vare skjulte paa et K o rn loft; thi man frygtede for, at Engelskmanden ogsaa vilde indtage Frederiksborg! For at dette kunde ga a a f uden B lods­ udgydelse, havde man frataget Borgerne i Byen deres Geværer — i det Hele 12 i Tallet — , som vare af den Størrelse, at man ikke godt kunde affyre dem uden paa Lavetter; de brugtes ved Fugleskydningerne. Husarerne vare mest Hannoveranere, der meget nødig havde taget Del i K rigen; en hel Del blev indkvarteret, hvor min Bedstefader boede — dengang i en a f Slotsbygningerne. Jeg tillige med mine Morbrødre, der omtrent vare i