AndreasPeterBerggreen

— 177 —

Indhold ikke kunde forskaffe det saa mange Venner, at Omkostningerne ved dets Udgivelse kunde dækkes. Dets tyvende Nummer blev det sidste. Betegnende for Berggreens Ihærdighed er hans Afskedsord til Subskri­ benterne: „V i tænke ingenlunde at standse vor V irk­ somhed i denne Retning, men haabe under gunstigere Forhold at kunne fortsætte dette Arbejde ved Udgivelsen a f et musikalsk Tidsskrift i tvangfri Hefter.“ Fortsættelsen kom først i 1845 med det musikalske F lyveblad „ H e j m d a l “ , hvis Redaktør dog ikke i de mellemliggende ni Aar var bleven forsigtigere. Strax i det første Nummer tales haarde Ord om den daværende musikalske Kritiks Mangel paa Indsigt, dens fuldstændig bristende Evne til at trænge ind i en Compositions Plan og Betydning, Ensidigheden i dens Bedømmelser, A r­ moden i Anmeldelsernes stereotype Udtryk og Vendinger, hvorom man skulde tro, at de vare lavede af visse Ord, som man een Gang til dette B rug havde samlet af et musikalsk L e x ic o n „Hejmdals“ Horn skulde kalde paa aandfulde Mennesker, gjennemtrængte a f almindelig Kunstsans, der maaske sad i en eller anden forborgen K ro g , fulde af Uvilje over det U væ sen, der herskede paa de musikalske Enemærker, og samle dem til Kamp mod det Slette. D og ikke blot til Strid skulde „Hejm ­ dal“ kalde, men ogsaa til den fredelige og behageligere Syssel at værne om det fremspirende Talent og efter Evne understøtte ethvert Foretagende, der kunde tjene til at fremme Musikkens Udvikling i vort Fædreland. Efter denne Philippica fortælles saa nogle „charakteristiske T ræ k “ : Om Gades første Symphopi, der blev landsfor- viist, men efter at være opført i Leipzig under Anførsel I2