AndreasPeterBerggreen

— 8 —

mig. Det var en Mand a f et smukt Udvortes o g med den varmeste Følelse; han havde rejst m eget, været i Italien o g staaet i russisk Tjeneste. Hvilken usigelig Længsel vakte han ikke hos mig efter at komme til hint skjønne Land, naar je g gik med ham i hans Have, o g han fortalte m ig om sit Ophold dér. F ra den Tid har September Maaned stedse været mig den kjæreste; thi i disse klare, stille Aftener gik han saa gjerne og spadserede med m ig; han syntes, de havde mest L ighed med de italienske Aftener. De vemodige Erindringer, som da vaktes hos ham, vakte og saa hos mig vemodigt Savn o g hin Længsel, der vist aldrig bliver stillet. I Frederiksborg vaagnede nu først min T ilbøjelig­ hed for Musik. Man var temmelig musikalsk i min Bedstefaders Hus, selv elskede han denne Kunst, spillede paa K laver o g Fløjte o g lod derfor sine Børn undervise i Musik. Min Moder, hans ældste Datter, havde ogsaa, mens hun var hjemme, spillet paa K laver; hun har o g ­ saa havt en meget smuk Stemme; men for ikke at be­ drøve os med Sørgesan ge har den kjære, fromme Moder i mange Aar hellere ladet være at synge. D og har je g i sildigere Tider undertiden hørt hende nynne en a f mine Melodier for min mindste Søster; men hun vidste næppe, den var a f hendes Søn. A f hende har je g vist modtaget min Sans for Harmoni, skjønt hun selv har levet i disharmoniske Livsforhold, der stedse hos hende opløste sig i from Taalmodighed. K jære Moder! kunde Din Søn skaffe D ig en glad A lderdom , hvor lykkelig vilde han da væ re! Tidt har je g bedet Gud at give mig Kraft til at blive en dygtig Kunstner; men kunde je g tilbytte mig den L yk k e at skabe min Moder en god