AndreasPeterBerggreen

— 11 —

hvorved je g vilde føle mig saa hædret som dengang ved dette Haandtryk. Jeg fik snart Lejlighed til ny Ø velse, da je g kom til at blæse med i Orchestret i vort dramatiske Selskab „T h a lia “ . Der var virkelig nogle fortrinlige Dilettanter blandt Skuespillerne, saa at nogle Stykker gik særdeles godt. En af vore største Skuespillere er gaaet ud fra denne S ko le, nemlig N ielsen, som je g omgikkes meget med paa Musikkens V e gn e; han spillede nemlig færdigt Fortepiano. Der blev givet en Forestilling i dette S el­ skab hver fjortende D ag; hvor længtes je g efter denne A ften! I den første Tid var je g ikke alene Fløjtespiller, men ogsaa Rolleskriver for Selskabet, hvad der borttog m ig mere Tid end godt var for mine Studeringer. Det gik endog saa vidt, at je g ofte sad paa Skolen og skrev Roller i selve Timen, og det med mine Læreres Tilladelse, a f hvilke et Par vare mellem vore vigtigste og ivrigste Skuespillere. Et Par Gange var Berggreen ogsaa kom ­ men paa Brædderne, dog kun for at sige een eller to Replikker. Een G ang var je g ogsaa med at gjøre Regn ved at slaa med Ris paa Papirscoulisserne. Jeg erindrer nok, at je g engang imellem vendte den tykke Ende til a f Riset for at udtrykke Plaskregn! Kort efter at je g havde begyndt at spille, omtrent i Aaret 1812, forsøgte je g ogsaa at componere; naar Aanden kom over mig, flygtede je g ned i vor T jenestepiges Kammer, der laa temmelig afsides, eller ogsaa ned i et Lysthus i Haven; thi je g gjorde en stor Hemmelighed af min Omgang med Muserne. Jeg skrev da en hel Del Sm aastykker for F løjte, som je g efter nogen Tids Forløb rev itu. Et Par Romancemelodier fra den Tid har je g ' ladet