AndreasPeterBerggreen

15 —

—

men til M u sik er1). Lod je g stundom for min Familie et Ord falde i denne Retning, saa bestred man mig vel; men je g trøstede mig altid med den Tanke, at det dog, dersom je g ret havde Kald dertil, vilde blive Enden paa Legen. T il yderligere T rø st og Husvalelse afskrev je g alle de Componisters Levned sløb , je g blot kunde over­ komme o g har fra den Tid endnu fire saadanne smaa Hefter. D isse lærte mig da ikke at mistvivle ved den Modstand, som Familie o g andre Forhold kunde for- aarsa ge, o g naar M odgang ret har nedtrykt m ig, har je g endog i senere Aar fundet en T røst i at have delt Lod med denne eller hin Componist. I Oktober 1819 skulde je g rejse til K jøbenhavn for at underkaste mig Examen Artium. Det var svært for mig at ga a om o g tage A fsked med de mange kjære Venner. Aftenen før A frejsen var je g hos Skolens Rektor, Professor Bendtsen, for at faa mit Testimonium, hvorfor han ikke vilde modtage det ham tilkommende Honorar. Han g a v mig mange kjærlige Formaninger, den gode, gam le Læ rer, o g sin faderlige Velsignelse lagde han i et hjerteligt A fsk ed sk y s, hvilket je g alt modtog under en Strøm a f T aarer og uden at kunne sige et Ord. Dette Øjeblik har je g tidt erindret mig med Taknemme­ lighed for alt det Gode, je g skylder denne Mand. Næppe kan der være nogen Læ re r,-d e r er mere elsket a f sine Disciple o g saa fuldkommen fortjener at være det. Om hans Lærdom havde nogen Ende, veed je g ikke; men 9 Denne Dom er forøvrigt ganske overensstemmende med dem, der ere fældede af hans samtidige Skolekammerater G. P. Braminer, Student fra 1 81 8, i hans „Ungdomsliv“ og J. N. Madvig, Student fra 1820, i hans „Livserindringer“.