AndreasPeterBerggreen

— 25 —

Repertoiret ved disse Concerter har sagtens været noget blandet, dog altid af ren Sm ag o g ædel Art; mangen G ang har Udførelsen vel ogsaa ladet N oget til­ b age at øn ske; men det gjør et ganske særegent Ind­ tryk at blive Vidne til en Kunstbegejstring, der ikke skyer nogen Anstrengelse eller Opoffrelse. Mon vore D ages yppige Concertliv kan opvise et Sidestykke hertil? Til Opmuntring og T røst under hans daværende trykkede Forhold o g Kilde til rig Glæde for hele hans følgende L iv blev det Bekjendtskab, han paa denne Tid (1821) stiftede med øhlenschlæger. Fra hans tidligste Aar havde øh lensch læ ger staaet for ham i en saadan Glorie, at det forekom ham som en næsten uopnaaelig Lykke at komme i personligt Forhold til ham, og skulde dette sk e, da at blive afholdt a f ham , at høre ham forelæse et a f sine D igte, at faa skjænket a f ham et eller andet Væ rk med Tilskrift „T il min kjære Berggreen" og — øn skerne standse jo aldrig — vilde øhlenschlæger saa skrive N oget, som han kunde componere, da var der Intet mere at ønske for ham. Alle disse Ungdom s­ drømme bleve efterhaanden til Virkelighed. Bekjendtskabet indlededes med en ret naiv Henven­ delse til Digteren. Berggreen havde componeret Melo­ dier til et Par tydske Digte, som han ønskede oversatte, o g da han ikke vidste nogen bedre Digter end øhlen- Dahls menneskekjærlige Sind kan fortælles, at han, naar fattige Skuespillerselskaber gav Forestillinger i Frederiksborg, for at stotte dem ikke sjældent sad ganske ene i Orchestret og foredrog For- og Mellemaktsmusik.