AndreasPeterBerggreen

— 26

schlæger gik han til denne med sit Forlangende, ø h le n ­ schlæger morede sig aabenbart over hans Naivitet, gik dog venligt ind paa Ønsket, kun med den Modification, at han nok vilde oversætte det ene (Schillers Digt „An Emm a“ ), men helst være fri for det andet (Körners „Das gestörte G lü c k )*). D a Berggreen efter en vis aftalt Tid kom igjen for at hente Oversættelsen, var det kjendeligt, at Øhlenschlæger havde glemt S ag en ; nu bad han ham bie et Øjeblik, gik ind i et andet Værelse, og efter en halv Snes Minutter bragte han Oversættelsen, skreven med D ig­ terens bekjendte skjønne Haandskrift. Den er opbevaret mellem Berggreens øvrige Relikvier efter øhlenschlæger. Det næste Møde foranledigedes ved , at Berggreen o g Carstens havde forslaaet andre S tuden ter, at de skulde modtage Prins Christian o g hans Gemalinde ved deres Hjemkomst fra Italien med en Hilsen paa Sorgen ­ fri. Som Deputation gik B erggreen med et Par andre a f Indbyderne til Øhlenschlæger for at bede ham skrive en San g hertil. Det gjorde de unge Mennesker godt at blive venligt modtagne o g af den store Digter høre sig fortroligt o g broderligt tiltalte med „I“ o g „Jer“ . Det saaledes indledede Bekjendtskab fortsattes nu stadigt, o g Berggreens Beundring for Digteren forøgedes ved hans Kjærlighed til Mennesket. En D ag sagde øhlenschlæ ger med et polisk Sm il: „Nu skal je g forelæse Dem en Idyl, som je g ikke tror, Tibull behøvede at skamme sig v e d “ (det va r den til Rahbek). Mangen vilde vel i denne Yttring finde et nyt Bevis paa øh len ­ schlægers Forfængelighed ; men Berggreen udbryder efter

*) Se „Samlede Compositioner“ Bind II.