AndreasPeterBerggreen

— 28 —

T a k alle mine Venner for deres mig saa højt hædrende Hengivenhed; men det vilde aldeles være mod mine Følelser o g mit Ønske, hvis det skete. Mit højeste ø n sk e i Høsten og Vinteren a f mit L iv er at vandre min stille Vej roligt o g venligt uden Opsigt.

Den 6te November 1836.

Deres taknemmeligst hengivne A. øhlenschlæger.

A t det Menneskelige og Barnlige hos øhlenschlæ ger stærkt maatte fængsle B e rg g re e n , der selv var saa barnlig, er intet Under. Det var ham da ogsaa endnu i hans sildige A lder en sand F ryd i en fortrolig lille Kreds at fortælle saadanne Smaahistorier om Digteren, hvorigjennem disse T ræk ret bleve levende. Et Par meddeles her. En Aften i Forsommeren havde øh len ­ schlæger indbudt Berggreen til at drikke Th e med sig en garcon paa Frederiksberg. Da de T o havde gjort sig det bekvem t i en Havestue i Gartnerboligen paa F re­ deriksberg, spurgte øhlensch læ ger atter o g atter B erg­ green, om han nu ogsaa vilde holde a f ham, hvad end saa de Andre skrev eller sagde om ham, og da Berggreen gjentagende højtideligt havde bekræftet dette, sagde han: ,.Tror De vel, at Nogen har L o v til at sige, at je g ikke er en stor Digter? Det forstaar sig, derfor kan man godt være et Fæ , o g det er man jo nu om Stunder, naar man ikke gider sætte sig ind i det Hegelske Lirum larum .“ Dette sagde D igteren, mens han skjænkede Vand paa Thepotten o g drev anden Ungkarlehuslighed med stor Sirlighed og Pertentlighed.