AndreasPeterBerggreen

- 29 -

B erggreen havde skrevet Musik til øhlenschlæ gers D igt „Phønix“ o g bragte ham Melodien, men tillod sig med det samme i al Beskedenhed at gjøre ham opmærk­ som paa det ildeklingende V ers i Strofen: Med Ildbogstaver Phønix skrive v i i din kongelige Stavn. Øhlenschlæger foer op o g raabte: „Ja, det er dog et nederdrægtigt S p ro g , je g maa digte i! Hiater ere aldeles uundgaaelige trods al Heibergs Snak. Hvor er det nu muligt at undgaa en Hiat som v i i?“ Berggreen mente, at man kunde sætte „ v i p a a “ . Med en vis gnaven Resignation mumlede øh len sch læ ger: „Ja! det kunde man jo ,“ o g Rettelsen blev g jo r t1). Undertiden kunde Hengivenheden for W e y se o g Kjærligheden til øhlenschlæ ger bringe Berggreen i et Collisionstilfælde. W e y se viste ham en D ag et Brev, hvori øh len sch læ ger yttrede, at han var A a rsag til de skjønne Melodier, W e y se havde skrevet til „Ludlams Hule“ . „Det er,“ sagde W ey se , „som om en Skomager vilde sige: je g er A a rsag til, at Generalen har vundet S laget, for je g har syet de Støvler, han havde paa.“ Berggreen raisonnerer i denne Anledning som saa: „Jeg tænker, havde Generalen ingen Støvler havt, var han gaaet barfodet. “ E ngan g priste øh lenschlæ ger glad sin L y k k e , idet han „takkede Gud for et anstændigt Udkomme, elskede Børn, Sundhed, et godt Udvortes og — G en i.“ Trods det Pudserlige i denne Climax kunde Berggreen her gjen- finde den Humanitet, Fromhed o g Barnlighed, der syntes

J) Begge Historierne ere velvilligt meddelte af Dr. phil. Schandorph.