AndreasPeterBerggreen

— 30 —

ham at præge Digterens hele Væsen og gjorde ham dette saa elskeligt. Kort efter Øhlenschlægers Død skriver han: „Solen er gaaet ned; men Mindet lyser med vemodig Glans over min stille Vej. Jeg takker Dig, G ud , at Du skjænkede mig øhlensch læ gers V en skab ; je g erkjender det som den største Hæder, der kunde blive mig til Del; hvad skulde vel mere kunne hæve min Sjæl end det: at være elsket a f den største Digter o g det bedste Menneske/1 1 1825 vare de tre Regensaar til Ende. Skjønt Berg- green i det Hele havde befundet sig vel paa Regensen, forlod han den dog ikke ugjerne, da han, hvis L iv altid var strengt sædeligt, efter den brave Carstens, som var befordret, havde faaet et ryggesløst Menneske til Stue­ kammerat. Men Indtægterne formindskedes herved sam­ tidig m e d , at Udgifterne paa Grund a f Forældrenes stedse aftagende Kaar forøgedes. Han maatte endog sæ lge sit Fortepiano, o g da Instrumentet blev baaret bort, syntes det ham , han fulgte sin F ryd til Graven. I to Aar boede han nu hos Enkefru Martensen, Moder til den siden saa navnkundige Biskop H. L. Martensen. Om det Sam liv, der her udviklede sig mellem Berg- green og den unge Martensen i fælles Begejstring for øhlensch læ ger o g Musik bærer nedenstaaende Brev, skrevet mere end 40 A ar senere, Vidnesbyrd. Berggreen havde da sendt Biskoppen nogle Melodier, componerede i hine Aar til T exter af Johannes (o: Martensen), nemlig „Serenade,“ „KvindensPris,“ „Vand ringssang“ og „Rinaldo“ (se „Samlede Compositioner“ , Bind I).