AndreasPeterBerggreen

- 31 —

D. iden Januar 1S70.

K jære Berggreen!

Inderlig og hjertelig T a k for Minderne fra „to gamle Venners Ungdom sliv.“ Hvor ubetydelige end Digtene ere i sig s e lv , glædede det mig dog efter saa mange Aars Forløb at læse dem igjen, fordi de levende tilbage­ kaldte hine uforglemmelige D age a f vort Samliv, da den virkelige o g store P oesi, nemlig Øhlenschlægers, oplod sin Verden for mig og ga v mig et. Indtryk, om hvilket je g tør sig e , at det ikke har været ufrugtbart, om end mine Blomster o g Frugter vare bestemte til at voxe i en anden Have end D igtekunstens egen. O gsaa Melodierne g a v G jenklang i mit ø r e under Læsningen (thi endnu kan je g læse Noder), og de Timer, da je g sad hos Dem ved K laveret, bleve nærværende for mig med alt det Anelsesfulde og Drømmende, som bevægede sig i m ig, o g med alle de F u gle, je g den­ gan g havde i Luften. De skjønne Melodier give de højst forgængelige Ord en Bestandighed, der ikke til­ kommer dem, hvad Toner ofte have gjort. Har De ikke paa enkelte Steder foretaget nogen Forbedring i Versene? Thi sandt at sige forekom de mig hist o g her at være for gode for en aldeles uøvet Skolediscipel. Nu om Stunder have Skoledisciple en langt større ø v e lse og Færdighed i Kunsten. Velsignet Nytaar! Maatte De ret se Glæde al Deres betydningsfulde o g omfattende Virksomhed til Forher­ ligelse a f den ædle „Frau Musica“ , som Luther saa smukt har besunget. •O gsaa i Kunsten maa vi tro paa en usynlig K irke, der overlever alle Afgudstempler, og