AndreasPeterBerggreen

— 33 —

er fra Aaret 1817, charakteristisk nok til en T ex t a f øhlenschlæger. F ra Begyndelsen føler han sig stærkest dragen a f saadanne D igtninger, hvori blide, vemodige eller tungsindige Stemninger ere de fremherskende; Over­ skrifter som : „V em od “ , „Erindring“ , „Liden Harpepiges K la g e“ , „Den sidste A ften “ , „Min T rø st“ vise dette. Melodierne til disse Digtninger bære væsentlig samme Kj endemærke som Datidens Romancecompositioner over­ hovedet; Mozart, Reichardt, Schulz og W e y se s U n g ­ domsarbejder have afgivet Forbillederne; kun sjældnere kommer der et Glimt a f Munterhed o g Lune i Behandlingen a f T exter som Kørners „Das gestörte G lü ck “ o g Prams „Fo r lille“ ; stundom en K lang a f Folketonen i „En Laplænders S an g “ , „Havfruen“ , „Des Knaben Berglied“ , fremfor alt i „Stærkodders S van esan g“ . Noget egentlig Ejendommeligt vil man næppe finde blandt de tidligste a f hans S an ge; dog bør særlig nævnes som original den smeltende skjønne „De tvende Dugdraaber“ (1818), der endnu langt ind i Trediverne jævnlig og altid med Bevægelse blev sunget i Familiekredse til Ledsagelse af Guitaren. Det kjendes i det Hele paa disse Ungdom s­ arbejder, at de ere tænkte o g følte ved Guitaren, dette Datidens Yndlingsinstrument, som C. M. v. W eber saa betegnende kalder „die freundliche Begleiterinn des Gesan­ g e s “ . Med dette var Berggreen fortrolig fra Skoletiden, og det fulgte ham til Regensen, hvor han ofte glædede Kammeraterne med sit Spil. A t dette ikke er blevet glemt a f Ungdomsvennerne, ses bl. a. af et Brev fra Dr. theol. W . Rothe, der endnu i 1869 titulerer ham: „Kjære Professor B erggreen! Fordum Guitarspiller paa Regensen“ . K laveret har han til Tider ganske maattet