AndreasPeterBerggreen

— 35 —

nister: at gribe et helt Folk. Sangen bredte sig hastigt over hele Danmark, er siden brugt ved utallige højtide­ lige Lejligheder uden nogensinde at være bleven for­ slidt og tør regnes blandt de San ge, som aldrig ville dø. Hans „egen Folk esan g“ er den engang bleven nævnet o g med Rette; thi medens det D a n s k - F o l k e l i g e her er saa um iskjendeligt, at Enhver i vort Folk uvil- kaarligt føler sit Hjertes inderste Strenge berørte, o g medens denne S an g er saa d a n s k , at næppe nogen Fremmed vil tiltales a f den, saa ere disse Toner dog ejendommelig B erggreenske o g typiske for hele hans følgende Composition, saa vidt den har fædrelandske Emner til Gjenstand. Berggreen havde lidt meget under T vivl om sit Musikerkald, og dog var det dette, hvortil han i sin Samvittighed følte sig bunden. T vivl og Mis­ mod synes i det mindste momentant at være svundne for Solstraalen, dette Aar bragte ham , og hans Talent bliver baade frodigere o g friskere, vover sig til større O p gaver, følger trøstigere sin Ejendommelighed, hvad der alt kjendes i Sangene fra 1824: „Die Spröde“ , hvor den sorgløse o g overmodige Hyrdinde lader fem være lige o g traller sit Omkvæd i 5/s T a k t; i „G ru sz der L iebe“ til en T e x t af Heine, hvor der mærkeligt nok møder Træk, der kunde minde om Schumann; i „Amynts K la g e “ o g „G alathee“, som ere gjennemcomponerede; Melodien, paa sine Steder recitativisk, tager her en dramatisk F lugt, den harmoniske Behandling er rigere, Accompagnement i stærkere Bevægelse. Modet og E jen­ dommeligheden stiger i „Kvindens Pris“ med den polo- naiselignende Rhytme, i Sangene af „Al y og G u lhyndy“ , 3 *