AndreasPeterBerggreen

— 36 —

navnlig i A ly s San g „T o n søde S tren g e“, hvis orien­ talske Præg ikke blot skyldes det charakteristiske Accom - pagnement, men udvælder af selve Melodiens sværmerisk­ lidenskabelige B evæ g eth ed ; fremdeles i Sangene af „A laddin“ , hvor man særlig fængsles a f Gulnares San g „Cithar, lad din Bøn mig røre“ . Det ejendommelige V ersem aal, hvor første Ord i den følgende Linie rimer paa det sidste i den foregaaende, er gjengivet paa en Maade, der endnu kunde tjene til Forbillede o g til Bevis p aa, at udtryksfuld Declamation ingenlunde behøver at kjøbes med Opoffrelse a f melodisk Strømning og Varme. A f „Aladdin-Sangene“ skal endnu kun nævnes det fem- stemmige Chor „Karavanen drager gjennem ø rk en e n “ , et lille Mesterstykke a f malende Kunst, der viser, at B erggreen alt dengang har vidst at lade sig befrugte af fremmed Folkesang i melodisk, rhytm isk og harmonisk Henseende. A f særdeles gribende V irkning er Stedet „Underlige N at“ : Sopranen begynder alene, de andre Stemmer indtræde efterhaanden imiterende, Nattens Stil­ hed o g ørkenen s Ensomhed blive hørlige, Karavanen ligesom forsvinder deri; da b iyd er Maanen frem i fuld Glans, o g under dette T eg n drages der videre i frejdigt Haab om at naa Hjemmet. — Tilløbene til en større Stil, pegende henimod Concertsal o g Theater, blive altid, stærkere; Melodierne kræve større San gkun st, Accom - pagnementerne ere rigere, men holde sig dog indenfor beskedne G ræ n d ser; exempelvis kan nævnes „Fast- nachtslied“ (se „Sam lede Compositioner“, Bind I). Stun­ dom komme smaa Studier efter Folkesang: „Schweitzer- lied“ , „Den norske Bonde“ , den lille liflige „Knabe und