AndreasPeterBerggreen

H jem m e ts L ykke blev den Sol , der bragte alle hidtil slumrende Kræfter i den unge Mand til Udfoldelse og g a v ham Mod til at vo ve F orsøget paa at frembringe en stor Composition. Han havde først i Tanke at componere Musik til et S tykke a f Bretzner, Forfatter til „Sovedrikken “ og „Bortførelsen a f Serailet“ , øh len ­ schlæger, hvem han fortalte herom , tilbød ham da et S tykk e, „Billedet og Busten“ , han nylig havde skrevet. Ungdomsdrømmen var saaledes i Begreb med at virke- lig g jø re s ; dog i dette øjeb lik var Tilbudet ham mindre kjærkomment. Han havde alt levet sig ind i den Bretz- nerske T e x t o g kjendte endnu ikke øhlenschlægers S ty k k e ; men hans Pietet for den elskede Digter tillod ham ingen T ø ven eller Vaklen. Han antog Stykket ubeset i Ønsket om derved at bevise denne sin Tillid o g Kjærlighed. Paa den Tid stod nemlig øhlenschlægers Anseelse som komisk Digter paa svage Fødder; Efter­ klangen a f B aggesen s Kritik havde endnu ikke tabt sig. I Følelsen a f den Uret, Berggreen mente, at øhlenschlæger led, vovede den unge Componist sig til for første Gang at fremtræde med et stort Arbejde for et Publikum, der