AndreasPeterBerggreen

— 43 —

taget med megen Applaus. Lad Ewertsen og andre gode Venner vide det. Paa T o rsd ag gaaer det igjen.

Din Berggreen.

Der lejendes i disse Linjer Glæden over en vunden S ejr, og den lyder atter faa Dage efter i et nyt Brev til Dahl: „I T o rsd ag s blev mit Stykke givet anden Gang o g vandt ligesom ved første Forestilling udelt Bifald, øh lenschlæ ger er meget glad o g har i D ag talt om Muligheden a f at faa vort Stykke opført i Dresden, hvor T ieck er Theaterdirecteur. Han vil skrive til T ieck der­ om o g mener, det vil kunne ske. Det lover je g Dig, at dersom Lykken ikke gjør mig bedre, siettere skal den ikke gjøre mig. Jeg beder kun Gud at give mig Kræfter til at gjøre noget bedre.“ Lykken blev nu ikke saa stor, at den unge Com- ponists Sjæl derved skulde udsættes for Fordærvelse. Stykket oplevede kun fire Opførelser og henlagdes da for bestandig. Det er utvivlsom t, at Texten havde sin væsentlige Andel heri, Udførelsen led ogsaa under mange Mangler. Den egentlige Grund laa dog dybere. Først o g fremmest i den Uforbeholdenhed, hvormed Berggreen i denne som i alle sine Compositioner har aflagt sin Troesbekjendelse. I nøje Tilslutning til Mozart o g i Særdeleshed til W e y s e kræver han den fuldkomneste Overensstemmelse mellem Musik o g T e x t: Melodien skal fremhæve Ordene efter deres rette og udtryksfulde Declamation, indenfor hvert enkelt Musiknummer skal der herske Enhed i Stemning, og gjennem den hele Opera bør der drage sig en lignende Enhed som Grund­ tone svarende til Textens Grundcharakter. A t udelukke