AndreasPeterBerggreen

45 -

foldige Modulationer bestandig fremkommer med de samme Indvendinger, indtil Modstanden er overvunden, o g de E lskendes Sejr faar Udtryk gjennem en jublende Slutningssats i iU Takt. Som Kampen ikke har været lang og smertelig, og Modstanden ikke synderlig alvorlig, saaledes hersker der i den korte Ouverture et ypperligt Humeur, en Friskhed, F lugt og Fart, der river med sig o g frembringer just den Stemning, hvori Sindet er modtageligt for den kommende Lystighed. Det er for­ underligt, at netop Ouverturen ved den første Opførelse var undtagen fra Publikums Bifald. Den klinger den D ag i D ag ungdomsfrisk, og det maa b ek lages, at den aldrig høres offentlig. I første A ct nævne vi D u e t t e n (Nr. 5) mellem V iktor o g Louise '„ R ° sen rødmer — K jærlighed“). Skjønnere kan to unge Menneskers Kjærlighed ikke skildres; „Maleren maa bruge Farver til de Ord: je g elsker d ig “ , synger V iktor; men ingen Farver vilde for- maa at gyd e over disse Ord et saadant Liljeskjær af U sk y ld , en saa rødmende Glans af Haab o g Glæde, som der ved disse Toner ere laante dem. Berggreen har ganske sikkert her tolket sit eget Hjertes Følelse af den L yk k e , han havde fundet, og det er, som kunde han ikke slippe Skildringen a f denne L y k k e ; Udtrykket for den fornyes bestandig, de to Stemmer gribe ind i hinanden, drage og løfte gjensidig hinanden, som vilde hver a f dem stige højere i denne Kappestrid. Rør­ instrumenterne tage i rig A fvexling Del i Striden, Fagotten taler i Sextendedelsnoder staccato om Hjertets Banken, Violoncellen, der afløser den, i Sextendedelsfigurer, men legato, om dets dybe tillidsfulde Hengivelse. I Følelsens