AndreasPeterBerggreen

— 56 —

vilde have standset den regelmæssige Gang. De brød den, o g fri, fri aander atter Fuglen under Himlens Blaa. Jeg føler først nu mit eget Jeg — dog misforstaa mig ej og tro mig ikke en indbildsk T a a b e , som , føl­ gende Solens G lans, flyver i Flammen — opvaagnet, som naar en Drivhusplante fra Nordens kunstige Sol­ varme hensættes under Sydens Azur. Hele mit indre Liv arbejder, udvider o g forbereder sig til en aandelig G jenfødelse; mit forrige Liv ligger som et Chaos, uformeligt og livløst i B aggrunden , hvoraf Skaberblivet kalder det Haarde o g B løde, det Tun ge o g Lette at forene sig. De mange herlige o g store Natursituationer, mit legem lige Ø je har havt Lejlighed til at skue, have i det Aandelige vakt nye Følelser, nye T anker o g givet den aandelige Virken S tof og Næring for lang Tid. D og mangler je g en Ven, en Medhjælper i min Nærhed, med hvem je g kan bearbejde dette S to f, med hvem je g kan vexle Tanker og Anskuelser, en Broder, en Selskaber, som ret er efter mit S in d , „K jød af mit K jø d , Blod af mit B lod,“ en — Dem. — I denne min Nød, manglende mine V enner, paa- beraabte je g Aanderiget om Hjælp o g Lindring; o g saa! — je g blev bønhørt. En A and , saa stor o g mægtig som ingen, lod mig læse sin Fryd o g Sm erte, fortalte mig Historien om Prins Hamiets Tungsind, om Romeos Kjærlighed og Othellos Skin syge — Shakspeare er hans Navn, den store Aand med det store, altomfattende Hjerte, hvis Varme og Begeistring henrev m ig o g lige­ som opfriskede og modnede en Plan, som alt i længere Tid har spøget i min Hjerne. — Jeg vil meddele Dem