AndreasPeterBerggreen

— 62 —

tone o g et stort Chor („Gud signe Dannebrog i Helte­ vrimlen“ ) a f sjælden Kraft o g baaret af en dyb fædre­ landsk Stemning. Hvis det danske Folk endnu som i Margrethes Tid „ved Basunernes L yd i fromme Chor med gudelige Tanker det hellige Banner hilste“ , vilde det vanskeligt kunne finde T on er væ rdigere til at tolke Æ refrygt for det himmelfaldne Flag. L angt bort fra hjemlig Aand o g fædrelandsk Tone fører Musikken til „So crates“ . Som Indledning til Folke­ afstemningen om Socrates’s Skyld eller U skyld paakalder et Chor af Ynglinge o g D renge „Ad rasteia, den hellige Nemesis, som opklarer Mørkets Mulm o g snart eller silde rammer Forbryderen “ med en Hymne i æolisk Ton eart, der foredrages først unisono, saa to-, tre- og firstemmig til Dels under Led sagelse a f Harpe. Men Melodi og Rhytme bevarer en højtidelig Ensformighed, der med uimodstaaelig Magt hensætter til Landet, hvis Templer med simple arkitektoniske Linjer vidne om et altid blivende Skjønhedsideal. Det skal være sagt af en Dram aturg, at intet S tykk e, der spilledes i antikt Co- stume, kunde gjøre L yk k e hos Publikum. Hvis saa er, rnaa dette Chor finde sig i sin Skæbne. Men den, der blot nogenlunde fik Sans for græ sk Skjønhed, vil føle sig stærkt greben af denne Hymnes ophøjede Enfold; ikke blot ø re t vil fornemme den æoliske Toneart, ogsaa Sindet vil blive stemt hellenisk. — Under en yndefuld Marche, der tør regnes blandt Berggreens skjønneste Frembringelser, indtræder Sanger- o g Danserchorene, og medens der danses, istemmes det herlige Chor „Hil dig Moder, hellige L eto “ ; dette bevæger sig vistnok ikke indenfor nogen af de gam le Tonearter o g er i det Hele