AndreasPeterBerggreen

— 66 —

A f S a n g e f o r b l a n d e t C h o r skal nævnes „Livets L ykk e — L y s o g S k y g g e “ , den skjønne Fædrelands­ sang „Velsignet er a f Himlens Gud min elskte Føde­ stavn “ o g to San ge „V ed A fskeden fra Skolen “ ; den første „De Bortdragendes T a k “, hvorigjennem dog klin­ ger en kjendelig Glæde over det L iv , der nu aabner sig for de U n g e ; den anden et ynd ig vemodigt „Farvel til de Bortdragende“ , som tolker de T ilbage­ blivendes Savn a f Kammeraterne, vel og saa et lille Suk over endnu ikke at kunne følge dem. Man kan ube­ tinget give Kestner Ret, naar han kalder disse to Sange „ein Paar Perlen, die mich an Ihre Bruderschaft mit Haydn und Mozart erinnern“ . Mens vi nævne flerstemmige S an ge, tør ikke for­ glemmes de tre henrivende D u e t t e r for Sopran o g Tenor „Barcarole“ , „Sü sze Liebe denkt in Tönen o g „Jeder Jüngling sehnt sich so zu lieben“ . Den sidste giver Anledning til at meddele en Udtalelse a f Berggreen fra en langt senere Tid, som viser, hvor højt han har beundret G ö th e, o g hvor greben a f hans Digtning han indtil sine sidste A ar har været. Han skriver i 1875 til Laub: „Jeg har for et Par D age siden faaet et n yde­ ligt saakaldet „W erther-A lbum “ tilsendt fra min Ven Kestner, Lottes Sønnesøn, o g han bemærker, at han betragter hende ogsaa som min Bedstemoder, da vi have sluttet Broderskab med hinanden. Albumet inde­ holder Fotografier a f de Steder, hvor Göthe havde levet med Lotte o g hendes Mand Kestner. Dette Forhold har je g fra min tidligste Ungdom været saa greben af, som om det personlig havde berørt mig, o g je g læser endnu „W erthers Leiden“ hvert Aar. Jeg har saaledes begyndt