AndreasPeterBerggreen

— IV

være stegen, om Lykken s Straaler vare faldne oplivende og modnende over hans kunstneriske Evner, veed Ingen; derom nytter det heller ikke nu at tale. Men over hans beskedne Skjul sænkede sig dog en V elsignelse, der fyldte ham med Kraft til at virke store T ing for Kirke, Skole og Folk. Hans Navn var ikke meget i Munde, hans Værk var næppe almindelig kjendt, endsige erkjendt, dog blev det Mange til Gavn og Glæde, vil kunne blive det for Flere. Hin Majdag udtaltes det Haab, at Mindestenen maatte voxe og i Tiden blive stor. Skal dette ske, maa den flyttes fra de Dødes Have hen, hvor de Levende færdes. A t stille den dér, hvor dens Plads vel turde væ re, mellem K irken, Skolen o g Højskolen, hvis Mure omfrede Billeder af deres højtfortjente Mænd, overstiger langt mine Kræfter, er heller ikke min Hensigt. Lykkedes det, var dermed ogsaa kun Lidet vundet. En Æ res­ støtte taler nok højt, men ikke altid indtrængende og overbevisende. Skriftets Hensigt er at lade frem gaa for Læserens Syn saa levende som muligt Billedet a f en ædel, fædrelandskjærlig Mand, som i fast Overbevisning om Tonernes Magt til at stemme Menneskets Sind for det Gode eller Slette, det Høje eller L ave g a v Afkald paa M e ge t, der ellers attraaes ivrigt n o k , fo r , oftest ganske ene, al stille sig i Kampen mod A lt, hvad der paa dette Omraade viste sig for ham som skadeligt og nedbrydende, og som i begejstret T ro til sin Kunst viede største Delen af sit L iv , hele sin Kraft og alle sine Evner til den skjønne Opgave at gjenoplive Sangen i Folket ved at lægge sine Landsmænd paa Læber rene, stærke, milde T on er, skikkede til at aabne deres Sans for alt Godt, Sandt og Skjønt, til at fæstne deres Kjær- lighed til Fædrelandet her og hist og oplive deres Mod og Haab under Striden for dem begge. Under F o r­ søget paa at tegne et saadant Billede har min Haand været ledet af personlig Hengivenhed og dyb Pietet for