Kastelskirken_1664-1936

fyldestgørende derfor endog dette i Krigsministeriets seneste Skri­ velse fremsatte Forslag forekommer ham, tror han dog, at han m aatte gaa ind derpaa, saafremt Kirkens Nedlæggelse m. v. var uundgaaelig, og det ikke skulde lykkes at bevare den ved vore forrige Kongers gudelige Forsorg stiftede Kastelskirke. De Grunde, paa hvilke den i sin tidligere Betænkning bestem t har erklæret sig imod det frem­ satte Forslag, maa han fremdeles støtte sig paa, idet han ikke kan skønne, at de . . . . . er afkræftede. Mindst Vægt y trer Biskoppen at ville lægge paa den Betragtning, at de Tilfælde kunde indtræffe, hvorunder Kastellet kunde blive afskaaret fra Staden, skønt han ikke kan finde tilfredsstillende, hvad af Krigsministeriet i denne Henseende er erindret, at man nemlig i saadanne Tilfælde kunde sørge for Gudstjeneste i Kastellet paa samme Maade, som der sørges for den i Felten; thi af det, at man i Felten maa hjælpe sig, som man kan, følger formentlig ikke, at man i et Kastel skal tilintetgøre de Indretninger, som haves til en ordentlig Gudstjeneste i Freds- og Krigstid. Forsaavidt det af Krigsministeriet er bleven ytret, at Kirken i Kastellet ingen Menighed har, bemærker Biskoppen, at den, i Ordets sædvanlige Betydning, vistnok kan siges at have en M en ighed ,......... hvis Størrelse dog ikke kan være liden, da endog henved 100 Mand, som høre dertil, ikke kunne finde Plads i Kastellet selv; og denne Garnisons Officerer med Familier samt Underofficerer og Menige udgør saa meget mere en Menighed, som deres Stilling medfører et indbyrdes Sammenhold, som for det meste fattes hos Købstads­ menighederne. Hvis der derfor menes, at denne Menighed hidtil kun lidet har holdt sig til Kirken, saa er dette for den senere Tid sandt nok, men desto større Opfordring er der til at gøre alt for at gen­ oprette den religiøse Sans, der er sunken i Dvale, hvorimod man ved a t nedlægge Kirken ganske vilde gøre sit til at udslukke den.« Man kommer atter ind paa Spørgsmaalet om den Betyd­ ning, det vilde have for Kirken, om der blev ansat en vel­ begavet og veltalende Præst, hvad der jo maa opfattes som en Erkendelse af, at man ikke tidligere havde sørget for at gøre Præstestillingen saa indbringende og attraaværdig, at man kunde stille saadanne Fordringer til dem, der søgte Kaldet, hvorved dog ogsaa maa tages i Betragtning, at dette at skulle tale Guds Ord for en Forsamling, der fyldte Kirken ikke af Trang men af Tvang, af sig selv maatte berøve selv den fortrinligste Prædikant den Effekt, der laa i Inspiratio­ nens Magt. — Biskoppens Syn paa de voksende Friheds- rørelser faar ham atter til at ytre sin Frygt for Sekterer- og Proselytvæsen, og i Skrivelsen hedder det:

105