ChristianFrederikV.Beck

9

stadig forstyrrede ham i hans Søvn ved Banken paa Cellens Vægge, hvad der til­ syneladende skulde tjene som Aarvaagen- hedskontrol mellem Vagten indenfor og uden­ for, men i Virkeligheden kun var opfundet for at pine Fangen. Og endelig, hvorledes Beck, for »at lægge sin Iver eller Tørst efter hans Blod for Dagen«, gav den, der skulde føre Struensee til Retterstedet, »to Dukater til Op- ladelse for denne tillokkende Forretning«; »men Tiden viste«, skriverjomfru Biehl videre, »at han ikke var saa dum, som man troede, thi Kompagniet i Garden, som han bekom, var et ustridigt Bevis paa, at hans Forhold ikke alene var bleven bemærket, men at man endog havde gjort ham en Fortjeneste af hans ytrede Ondskab«. Dette Vidnesbyrd maa bedømmes ud fra det Indtryk, man under Læsningen af Jomfru Biehls historiske Breve faar af hendes Veder­ hæftighed. Det er tidt nok paapeget, at selv om der tindes Optrin, der, uden at de ellers kan kontrolleres, i Genfortællingen forekommer Læseren sandsynlige og korrekt skildrede, saa gør Brevenes Indhold som Helhed ikke noget solidt og tilforladeligt Indtryk, men synes langt snarere løse og uvederhæftige. Hun roser og dadler over alle Grænser og fordyber sig med øjensynlig Forkærlighed i intime Skandale