S_DetNaturvidenskabeligeFakultet_1850-2000

Houedmineralsalen pd 1. sal i museet i Nørre­ gade. Kakkelovnen blev anskajet/or en ekstrabe uilling 1851-52 tillige med syv store og to min­ dre skabe. Kakkelovnen gjorde det herefter muligt at arbejde i samlingerne om vinteren. Det var her professoren viste rundtfor defå interesserede studen­ ter.

Foldet ¿nejs og marmor, i enJord i Uumannaq Distrikt, Norduestgrøn- land.

boede til leje i B ispegården, eller Søren Kierkegaard som om kring 1850’erne bo­ ede i N ørregade.

J.G. Forchhammer J.G. F orchhamm er (1794-1865) var elev a f H.C. Ø rsted, han var kem iker og forsva­ rede i 1819 sin disputats: 'De Mangano'. I 1823 blev han udnæ vnt til lektor i kem i og m ineralogi ved universitetet, og da det i 1829 lykkedes H.C. Ø rsted at få oprettet Den polytekniske Læreanstalt, blev det overdraget Forchhamm er at holde fore­ læ sninger i disse fag sam t bestyre det ene a f to laboratorier ved læ reanstalten, som dengang havde til huse i Skt. Pederstræ- de. Ved H.C. Ø rsteds død i 1851 blev Forchhamm er tillige direktør for læ rean­ stalten. 1 1831 var han blevet udnæ vnt til professor i m ineralogi og geognosi ved universitetet, hvor han efterfulgte G re­ gers Wad, universitetets første professor i m ineralogi (1807). Ved G regers Wads død i 1832 blev Forchhamm er tillige bestyrer afM inera- logisk M useum , og gik i gang m ed en om fattende fornyelse og om form ning a f m useets sam linger. Al undervisning og forskning i geologi og til dels også kem i ved universitetet sam t i anvendt naturvidenskab ved læ rean­ stalten, var på dette tidspunkt varetaget a f én person. Forchhamm er kom derfor til at fylde m eget i sin sam tid. Som pro­ fessor både ved universitetet og læ rean­ stalten bestyrede han dels et universi­ tetsm useum , dels et a f læ reanstaltens la­ boratorier, og det så længe han levede. Professorer blev d engang ikke pensione­ ret m en virkede til deres død. F orchham ­ mers berøring m ed om givelserne var der­ for stor, ikke m indst da han ved H.C. Ørsteds død, desuden blev direktør for Den polytekniske Læreanstalt. Geologiens fø rs te ekspansions­ periode Efter godt 120 år i komm unitetsbygnin­ gen i N ørregade var ramm erne for Uni­ versitetets M ineralogiske M useum ved at sprænges, isæ r efter indslusningen a f de store sam linger fra Det Kgl. N aturhisto­ riske M useum i Storm gade og betydelige dele a f C hristian VIII’s particulaire m ine­ ralkabinet. Det lykkedes for professor J.F. Johnstrup (1818-1894), som den store initiativtager han var, samm en m ed op­ rettelsen a f Kommissionen/or videnskabelige undersøgelser i Grønland 1876 og Danmarks Geologiske Undersøgelse ( d . g . u .) 1888, at gennem føre opførelsen a f et nyt M inera­ logisk M useum på Østervold. Det m useum som frem til 1961, hvor Geologisk Institut ved Å rhus Universitet blev oprettet, var ramm en om al geolo­ gisk undervisning i D anm ark. Johnstrup

for m useet i 1967 blev splittet op i M ine­ ralogisk M useum og et undervisnings in­ stitut, som hurtigt blev til fire institutter m ed hver sin professor som chef, nem lig Institut for Almen Geologi, Institut for H istorisk Geologi og Palæontologi, In­ stitut for Petrologi, og Institut for M ine­ ralogi. T ilsamm en udgjorde de fem en­ heder et Geologisk C entralinstitut, der varetog en række fællesfunktioner og fordelte de økonom iske og personale­ mæssige ressourcer. Det er klart at en sådan forøgelse a f studenter og lærere måtte spræ nge de hidtidige ramm er i Ø ster Voldgade 5-7, selvom disse ramm er var blevet udvidet med 100%, da Universitetets kem iske la­ boratorium , som m useet havde delt byg­ ning m ed siden 1893, i 1962 udflyttede til H.C. Ø rsted Instituttet. Udvidelsen tilgo­ deså hovedsagelig laboratorier og un­ dervisningsfaciliteter. En overflytning til den gule læreanstalt ved læ reanstaltens ud­ flytning til Lundtofte i første halvdel a f 1970'erne var derfor en kæ rkomm en m u­ lighed for aflastning. Museet skulle lige­ som d . g . u . ifølge de oprindelige planer flytte med over i Øster Voldgade 10, men udviklingen gjorde, at der i sidste ende ikke blev plads, og m useet forblev i Ø ster Voldgade 5-7 og d . g . u . fik et nyt lejemål på Thoravej i Københavns NV-kvarter. 1. april 1976 ændrede museet, i forbin­ delse med nye regler for Museets virke, navn til G eologisk Museum . Og i 1991 nåede m an frem til at etablere m useet som en selvstændig budgetbæ rende en­ hed, hvilket forudsatte en ny bodeling mellem m useum og institut hvorved de fire institutter blev samm enlagt til ét. E t nyt Geocenter Tanken om en genforening a f de geologi­ ske institutioner i København under samm e tag var im idlertid ikke død og i slutningen a f 1990erne vedtoges en sam ­ m enlæ gning a f G eologisk Institut, Geo­ logisk Museum ogGEUS (en samm en­ lægning a f det tidligere d . g . u . og G.G.u.) plus Geografisk Institut i ét stort Geocenter, som skulle placeret i Øster- voldkomplekset, dog med m useets beva­ ret i Ø ster Voldgade 5-7. Dette nye Geo­ center skulle efter planen være færdige- tableret i 2002, og ringen derm ed sluttet. ■

Gdrdinteriørjra Universitetet i 1840’erne, set mod Frue Kirke. I bygningen til højre (kom­ munitetsbygningen pd Nørregade) fandtes, nærmest Frue Plads, Universitetets Mineralogi­ ske Museum. Efter akvarel afH.G . Holm.

endnu et i m ineralogi. H erm ed var det in­ tim e fællesskab, der havde eksisteret m ellem universitetet og læ reanstalten helt fra dennes oprettelse i 1829 bragt til ophør. 1 1946 oprettedes G rønlands G eologi­ ske Undersøgelse, som helt frem til 1970’erne husedes i den nyetablerede lof­ tetage på M ineralogisk Museum . Geologisk Centralinstitut I m idten a f 1950’erne lå det årlige studen­ teroptag inden for alle fire naturhistori­ ske fag: Geologi, geografi, zoologi og botanik tilsamm en på cirka 15 hvoraf tre til fem studerende valgte hovedfag eller konferens inden for geologi. Dette tal voksede voldsom t i begyndelsen a f 6o'erne og nødvendiggjorde en opdeling a f undervisningen i de fire naturhistori­ ske fåg i to geofag og to biofåg. I takt m ed den voldsomm e ekspansion a f stu­ dentertallet var det nødvendigt også at forøge antallet a f lærere væsentligt, hvor-

nåede lige at se det ny m useum færdigt og indflytningen afsluttet før sin død i 1894. Det blev hans efterfølger N.V. Us- sing, som skulle føre Johnstrups d røm ­ m e om udviklingen a f geologien i de nye ram m er ud i livet. Det lykkedes ham at forøge staben ved Universitetets M ineralogiske M useum m ed en m useum sinspektør til varetagel­ se a f de m useale opgaver sam t m ed en fast palæ ontologisk assistent. U nder denne nye struktur fortsatte Mi­ neralogisk M useum under ledelse a f O.B. Bøggild (1872-1956), som efterfulgte Us- sing i 1912 helt frem til 1942, hvor O.B. Bøggild blev afløst a f Arne Noe-Nygaard. Bøggilds periode var præ get a f ar­ bejdsro hvor m useet og geologien konso­ liderede sig. Efter udskillelsen a f d . g . u . i 1895 bevaredes dog et bofællesskab idet d . g . u . forblev i m useet indtil 1920. Geologiens anden ekspansions­ periode. Som den sidste eneprofessor i faget geologi rykkede Arne Noe-Nygaard (1908-1991) i septem ber 1942 ind som professor m ineralogiae og bestyrer a f M ineralogisk Museum . Ved læ reanstalten var der ansat 1 do­ cent, der desuden underviste ved univer­ sitetet i D anm arks kvartærgeologi. Det lykkedes for Noe-Nygaard i 1943 at om ­ danne docenturet ved læ reanstalten, bek­ læ dt m ed A. Rosenkrantz, til et professo­ rat i D anm arks geologi, som i 1953 over­ førtes til universitetet. 11945 oprettedes endnu et professorat denne gang i pa­ læontologi. Derm ed var de først skridt taget til en opdelingen a f universitetsud­ dannelsen i geologi. 11961 oprettedes et professorat i tek­ nisk geologi ved læ reanstalten og i 1963

D en historiske udvikling afgeologi­ en i Danmark og dermed de geo­ logiske institutioner Geologisk Institut og Geologisk Museum, er natur­ ligvis foregået i ryk eller spring, ofte som resultat afet samspil mellem de perso­ ner, som satte deres præg på faget, og de omstændigheder og muligheder, der var til stede på det pågældende tidspunkt.. Medens den geologiske videnskab i Dan­ mark kan føres tilbage til Niels Steensen og Bartholinerne midt i 1600-tallet, be­ gynder en egentlig undervisning i faget geologi på universitetsplan først godt hundrede år senere, nemlig i 1759 ved oprettelsen afen af universitetet uafhæn­ gig læreanstalt på Charlottenborg, Natu­ ral- og Htisholåmngs-Cabmettet med grev A.G. Moltke som præses og to professo­ rer med rang af universitetsprofessorer som undervisere. Til brug for undervis­ ningen anlagdes en naturaliesamling, i hvilken mineralerne indtog en fremskudt plads. Til professor i naturhistorie (Zoo­ logi og Mineralogi) udnævntes den nor- skfødte Peder Ascanius (1723-1803).

Universitetets Nye Natu ra l Theater 11770 ansattes imidlertid, trods nogen vægring fra universitetets side, Morten Thrane Briinnich (1737-1823) som ek­ straordinær professor i naturhistorie og økonomi. Ved sammenlægning af Briin- nich’s egen omfattende naturaliesam­ ling, Ascanius’samling ved Charlotten- borg-kabinettets ophor 1771, foruden et par andre samlinger dannedes i 1772 Uni­ versitetets Nye Natural Theater. Briinnich lagde et stort arbejde i de nye samlinger, og han nåede at lægge et solidt funda­ ment før det mineralogisk-zoologisk universitetsmuseum, som i lige linie kan føres frem til nutidens Geologisk Muse­ um og Zoologisk Museum; de to museer, hvis samlinger gennem næsten 200 år, dannede grundlaget for den videnskabe­ lige og undervisningsmæssige udvikling af de to fag ved Københavns Universitet. Det blev dog ikke Briinnich, der kom til at præge geologiens første år ved uni­ versitetet. Han blev først fra 1772-1775 og igen i 1789 som leder afet kommisi­ onsarbejde ved sølwærket sendt til Kongsberg og vendte i anden omgang ikke tilbage. Det blev derimod Gregers

AfErik Schou Jensen, leklor på Geologisk Museum.

Wad (1755-1832), som i 1795 overtog professoratet i naturhistorie og 1810 i m i­ neralogi, der kom til at præge dansk geo­ logis historie i første del af 1800-tallet. Geologien i Danmark anno 1 8 5 0 Ved oprettelsen af Det matematisk-na- turvidenskabelige Fakultet for 150 år si­ den så verden meget anderledes ud. Kobenhavn var stadig en lille by, som endnu kunne rammes inden for Christi­ an IV’s volde. Nørregade og universitets­ kvarteret deromkring, som havde lidt hårdt under englændernes bombarde­ ment af København i 1807, udgjorde på dette tidspunkt de ydre rammer for uni­ versitetsundervisningen. I den gamle kommunitetsbygning, hvor rektoratet i dag har til huse, lå dengang Universite­ tets Mineralogiske Museum, eller som det retteligt hed, GreuMoltkes Universitetet tilhørende Mineralogiske Museum. Skruer man tiden tilbage til dengang, ville man, forbi disse herres embedsboli­ ger år efter år, se en strøm afstudenter til og ffa den nyopførte universitetsbygning på Frue Plads, og her kunne man møde Adam Qehlenschlåger, som i en årrække

Danmark kan bryste sig a f at have fostret geologiens fader i skikkelse a f Steno, men han er langt fra den eneste naturvidenskabsmand der har præget læren om den planet vi bor på. En række danske forskere har igennem tiden bidraget væsentligt til vores forståelse af jordprocesserne og det udseende naturen omkring os har.

»Kaffeklubben«, Øster Voldgade 7,1908. Den halve snesfaggeologer der ses på billedet fra 1908, udgjorde museets og D.G.u.Jelles kajeklub, og var landets geologiske hjerne­ trust gennem næsten 25 år.

12