545171201

9 Af disse havde Gartner Møller — Geniet — opfostret et Kæmpe-Exemplar, som Grand­ mama forménte burde tilfalde den, der sagde det mest træffende om Uhyret. Nu tog det Fart med Kappestriden: Ja, Alt derinde har fået Tidens Stempel, Med Sligt sædvanligvis er Tiden flot — Men sé vor Grandmama nu for Exempel, Og tilstå så, at Alt det klæder godt! — Dér sidder smukt hun i sin lille Stue, Sin lille Verden hun regéerer dér, Og „ind og hilse paa den gamle Frue", Må hvo, der kommer Lindegården nær. Hun siger vel, „jeg vil ej Hånden røre," Og ej vi røre vil ved denne Sag, Endskjøndt måske vi kunde Vidner føre, At Hånden mildt hun strækker ud hver Dag. — Hun siger vel, „jeg kan ej sé og høre,“ Men sér af „Oldebørn1 en yndig Flok, 6 g jeg skal love^ for, de kan sig røre, Så Oldemoder vist dem høfer nok! — De gamle Linde omkring Gården frede, I „Lindehuset“ lyder Jubelsang: Thi dér er Unger i den lille Rede, Og deres Røst har Lystighed og Klang. Vi synge med, og Tak, om det. Dig fryder, Og Festens Toner til dit Hjærte nåer! Vor Hilsen og vor Hyldest til Dig lyder: Tillykke med halvfemsindstyve År!