HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1985 h5

og i 1 9 4 9 sprængtes rammerne, og vi flyttede til Sortedams Dosserin­ gen i stueetagen i et beboelseshus. Her havde Kommuneskolernes Håndarbejdsafdeling haft sit linneddepot, hvis årsag en del af vindu­ erne var forsynet med jernstænger. Man kunne på det tidspunkt ikke på ærlig vis skaffe sig solide linnedstoffer, så det kunne friste over evne at se alle de linnedruller, der skulle blive til chemiser i håndarbejds­ timerne. Ud til Dosseringen var der heldigvis ikke stængte vinduer. Der var den herligste udsigt over Sortedamssøen. Men der var i starten to store vanskeligheder: Vi havde i de første 6 uger hverken reoler eller telefon. Bøgerne, hvorfra bestillinger daglig skulle ekspederes, lå i stabler på gulvet, og al telefonbesked gik til hovedbiblioteket, hvortil jeg hver dag kl. 1 2 måtte ringe fra en kiosk på Østerbrogade. Det ret­ tede sig jo, og vi blev der da i 5 år. 1 1 9 5 4 flyttede Særafdelingens kon­ tor til Christians Brygge 2 8 lige i nærheden af Langebro. Lokalerne var fortrinlige. En mægtig spisestue blev et godt depot, et par store værelser ud til havnen udgjorde vore kontorer. Og så var der et køk­ ken, så stort, at man kunne slagte et stykke kronvildt uden at forårsage pladsmangel til andre aktiviteter. Frokostkaffen var i hvert fald sikret. Vi havde en glimrende arbejdsplads her i 3 år, indtil vi i 1 9 5 7 skulle flytte ind til den store glæde på Kultorvet. Vore trængsler var nu ikke til ende endda. Vi måtte flytte ind i et halvfærdigt hus den 2 8 . marts, der skulle nemlig betales husleje fra den 1 . april. Vi vadede i cement­ støv og murbrokker på kontorer og gange, og gadedørene stod åbne døgnet rundt, hvis de i det hele taget var der. Huset var dog opvar­ met, det skulle jo tørre. Jeg kan godt forstå, at gadens hjemløse søgte ind i varmen om natten, såmænd også, at det fristede en af kvinderne til at vaske hår i det varme vand på et af toiletterne i stueetagen. Hun nåede bare ikke at blive færdig, før vicestadsbibliotekar fru Struck- mann på sin morgeninspektion stod i døren. »Men - det kan De da ikke, det der.« »Jo, tak det går udmærket, jeg er vant til at indrette mig,« sagde damen igennem sin våde manke. Disse tilstande fik ret hurtigt en ende, og Særafdelingen havde en udmærket arbejdsplads her i resten af min arbejdstid. At opgaverne og dermed bogbestand og personale siden da er mangedoblet og har fået lokaleplads derefter, kan kun glæde en gammel medarbejder. Gid det må kunne fortsætte til fordel for en - i boglig henseende - ellers dårligt stillet del af befolkningen«.

66