FruJulieSødringFødtRosenkilde

107

Ved Omtalen af Fru Sødring som Skuespillerinde har jeg gjort opmærksom paa hendes danske Natur. Den fostrede den varmeste Fædrelandskærlighed; hun var af hele sit Hjærte dansk. I Krigsaarene var hun levende opfyldt af Begivenhederne; hun skrev opmuntrende Breve til Venner i Felten, og vort Folks Sag var hendes Sag. Det var ogsaa hendes Danskhed, der bragte hende til at skatte en Digter som Ploug saa højt; paa ingen Maade er det en Tilfældighed, at hun lod sig afbilde med hans »Samlede Digte« i sin Haand, saaledes som Jeg hørte hende engang udbringe en nyforlovet Piges Skaal. Hun sagde da: »Kvindens Ansvar stiger fra Datter til Søster — Brud — Hustru og Moder. Og hvor god er ikke Gud, at han lader dette Ansvar blive størst gjennem det selvvalgte, dybest sympatetiske Forhold. Tro mig, naar Lykken straaler farverigt, solvarmt og rødmende, saa har den Alvor som Baggrund. Det er Sagen: lev alvorlig, saa bliver man ogsaa glad.« — Her talte hun af egen Erfaring. Og hendes Alvor lod hende blive dybtgCLCLcnde og grundig i alle Forhold. Man kan maale et Menneskes Dygtighed efter den Energi, hvormed Vedkommende tilegner sig alt det Væsentlige, der møder det paa \ ejen. Lader man noget, der vedkommer Ens Natur, ligge uoptaget og uforstaaet, og man saa gaar videre, er der Brist paa Dygtigheden. Fru Sødring beviste netop i saa Henseende sin Energi og sit Alvor. Hendes allerinderste Følelser kjendte jeg ikke, og dem trænger Verden aldrig ind til. Hun sagde selv: »Gaa hun staar paa det bekjendte Billede af hende. I Fru Sødrings Følelse var der altid Alvor.