FruJulieSødringFødtRosenkilde

io 8

blot stille med Det, der rører sig dybest i Dig.« Jeg har nu skildret hende, saavidt jeg har kunnet det efter mit Kjendskab til hende. Selv sagde hun engang, at skulde hun karakterisere sin egen Person, vilde hun gjøre det ved at fremhæve sin Kjærlighed til de Gamle , Børnene og sin Sans for det Ejendommelige i Livets smaa Enkeltheder. Der staar nu tilbage for mig at skildre hendes ydre Person. Denne vil være de Fleste bekjendt gjennem talrige Portrætter. Man vil vide, at hendes Ansigtstræk vare meget markerede, hele Aasynet stærkt gjennemarbejdet indvendig fra. Den høje, fantasirige Pande stod aaben og fri, da hun bar det gyldenbrune Haar tilbagestrøget. Øjenbrynene vare stærke dg meget buede, og naar man f. Ex. kunde sige om Niels W. Gades Øjne, at de ofte lynede himmelblaat, saa var der i Fru Sødrings Øjenslue et i Varme og Lune udstraalende mørkeblaat Sjæleliv. Næsen var høj og stor, uden at være virkelig skarp, og den tyndlæbede Mund, der strakte sig temmelig bredt, havde i sine fine Buer og sit levende Udtryk et rigt Spil af Satire og Aandighed. Hendes Figur var meget smuk, og Skikkelsen snarere lille end høj, skjønt spinkel, saa dog i hendes Sundhedsaar rund. Da Gertner engang tegnede hende, kunde han ikke blive færdig med at be­ undre hendes skjønne Byste, de smukke Arme og de fine, smalle Hænder. Hvad der gjorde hele hendes Person dobbelt behagelig, var den fuldendte Zirlighed og Properhed, som var over hende. Bevægelserne vare yndefulde, og der var intet Barokt over hende. Skulde jeg nævne en Særegenhed,