FruJulieSødringFødtRosenkilde

110 Sandheden maaske giver Ret til.« Fru Sødring sagde til mig i Maj 1884 : »Ros mig ikke for meget, naar De skriver om mig; det har man ikke godt af, selv naar man er død. Folk tror ikke paa det. Husk, hvad Magt der ligger i den rene Sandhed!« Dette Ønske og Raad har jeg søgt at følge nøje i Alt, hvad jeg har skrevet om hende. Og saa tror jeg paa, at de Personer, der har været noget Rigtigt, faa den reneste og mest ægte Betydning, naar de ere døde. I Eftermælet tale de i forklaret Skikkelse til os. Det er Opfyldelsen af Bi­ belens Ord om Hvedekornet, der falder i Jorden og dør og da først bærer megen Frugt. Hvad ejer vi? Vi ejer kun Det, der repræsenterer vort Livs Arbejde, det vil sige, det Arbejde, i hvilket vi have lagt vor Kjærlighed ind. Den Gjerning, vi udføre, har i al Almindelighed intet personligt Udbytte for o s ; det er Hjærtet i os, der angiver dens Værd. Jo mere inderlig vi gjøre den af usigelig Kjærlighed, desto højere stiger dens Værd. Gjærningen være i og for sig saa glimrende den være vil, den mister hele sin personlige Vægt for os, hvis den f. Ex. er gjort af Forfængelighed, Have­ syge, eller lignende Bevæggrunde. Jeg saae engang en Grav­ høj under høje Egetræer og omgiven af en stor Sædemark * før Sæden var høstet, kunde Ingen retmæssig naae ind til den: Ingen bør gaa i sin Grav, før han har tilsaaet og høstet sine aandelige Marker. Det kunde man sige, at Julie Sødring havde gjort. Det eneste virkelige Monument paa en Grav er den Afdødes Livsværk — derfor hviler Thorvaldsen smukkest af Alle. Men Skuespilkunstens Værk svinder; Hvem sér det, naar Udøveren er gaaet bort? Ingen er det saa.