FruJulieSødringFødtRosenkilde

13

Den omtrent tyveaarige Maren Christensen sad i et Værelse ud til Gaden i sin Faders Kjøbmandsgaard i Aar­ hus. Da hørte hun Hestetrav og gik til Vinduet; hun saae nu en opløben Student, som red daarlig paa en mager Hest; han drejede ind i Kjøbmandsgaarden, og snart var han i Stuen hos hende. Det var sin tilkommende Mand, Christen, Niemand Rosenkilde, hun da første Gang saae. Snart var Forholdet mellem dem saaledes, at han turde bede hende, om hun vilde korrespondere med ham. Det turde hun ikke, »fordi hun bogstaverede daar­ lig.« »Det er jo netop godt, at De saa faaer Øvelse,« svarede han, og saa gik hun da ind paa det. Kort efter var hun i Besøg paa en Nabogaard, og nu mødtes de ofte paa en Høj mellem begge Gaarde. Man maatte da vel sige, at de vare forlovede. Han fik i 1811 en An­ sættelse som Kantor ved Aarhus’ Domkirke og Forstan­ der ved Byens Fattigskoler. Den 17 de Maj samme Aar holdt de Bryllup. I 1816 flyttede de til København, hvor Rosenkilde vandt sin Berømmelse paa det kgl. Teater*). Madam Rosenkilde havde i sin Natur den jydske Paa- lidelighed, Jævnhed og Stilfærdighed. Hun var temmelig lille, flittig og nøjsom. I sit Hus var hun sparsommelig og omhyggelig mod Alt og Alle, saa hun var uden Skyld, naar Pengene ikke vilde slaa til. Flere som stode hende nær, har jeg hørt sige, at hun var som skabt til at supplere sin Mands Natur, og at der maaske ikke var En, der i den Grad som hun, var født til at være hans Hustru. Hun forstod ham saa godt og gik, ejendommelig som hun selv var, dog let ind paa hans Særegenheder. *) Se Rosenkildes efterladte Skrifter I, »Autobiografisk Fragment« og P. Hansens Karakteristik (ib.)

Made with