FruJulieSødringFødtRosenkilde

14

Kjærlig og from var hun af Hjærte, og dertil meget humoristisk, fuld af det, man kalder >Mutterwitz.<. Hun havde ikke mange Kundskaber, men var altid ganske sig selv. Hendes Gemyt udstraalede gjennem de hjærte- lige skjælmske Øjne. Hun talte meget stille og noget sagte. Det kunde forresten godt bruse op i hende, og naar hun hørte noget Daarligt om et Menneske, kunde det give et Sæt i hende, og hun for da op med det Udbrud: »Hvor er han? Lad mig faa fat i haml« Hun kunde ogsaa disputere ivrig med sin Mand og i Disput­ ten blive vred paa ham; saa satte hun sig hen i en Krog og mumlede lidt om, at »Faer kunde være saa urimelig«. Datteren Julie sagde engang om sin Moder: »Hvor er det yndigt med disse godlidende, gammeldags, lidt tykke Koner, der troer paa Alt, hvad Andre siger, og navnlig deres Mand, og saa gjærne vil gaa ind paa, at de selv kan tage fejl. Saadan var Moder akkurat.« Hun var blu­ færdig, og naar hendes Mand kom hen og klappede hende, rødmede hun. Hendes Svigersøn Sødring, hvis Vidnesbyrd var ægte, sagde engang om hende: »Hun var en af de ædleste, elskeligste Kvinder, jeg har kjendt.« Men kun hendes Nærmeste og enkelte Husvenner mær­ kede, hvilken uendelig Velsignelse hun var i sit Hjem. Et lille Træk maa jeg fortælle om hende fra hendes ældre Dage; det viser hendes Hjærtelag og hendes Sans for Smaatingene i Livet. Rosenkildes boede i deres Ægteskabs sidste Aar nede ved Filosofgangen. Her sad Madam Rosenkilde tit ved Vinduet og havde da lagt Mærke til, at en Del Ænder, hver Dag paa samme Tid, kom fra en Brændevinsbrændergaard