FruJulieSødringFødtRosenkilde

19

ind fra Vallø med sin Hustru, Moder og to Søstre og de bleve da sommetider flere Uger ad Gangen boende hos Rosenkildes. Var der Aftengjæster, og det trak for langt ud, inden man kunde bestemme sig til at bryde op, betydede Madam Rosenkilde, der var træt af Dagens Slid og Slæb, med stor Snildhed de Fremmede, at nu vai det paa Tide at forføje sig hjem. Hun gik nemlig hen til Vinduet og sagde: »Nu er det ellers et rigtig rart Vejr!« Det kunde ikke misforstaaes, men Madam Rosenkilde var forresten overbevist om, at Ingen anede hendes skumle Hensigt. Lige fra Julies Barneaar var, — efter hendes egne Ord, hendes Natur saaledes, at hun ikke kunde taale at høre eller se Det, som var raat og uskjønt. Naar den rosenkildeske Familie var forsamlet ved Vinduet for at betragte Folkelivet paa Gaden og der saa sloges to Ko- ner *f°r dengang var der saa mange Koner, der slo­ ges i Adelgade« — eller naar de saae en fuld Kone »paa Stigen«, saa blev de Andre staaende, men hun maatte altid bort fra Vinduet. Blandt Julies Venner i Nabolaget var Spækhøkerens henne paa Hjørnet. Hos dem fandt hun det fortryllende, især, naar der lugtede af varm Flæskesteg; hun kom da hjem og sagde til sin Moder: »Nej, Mor, Du kan slet ikke tænke Dig, hvor dejligt der er derovre!« — To Gange hver Sommer var Julie med Spækhøkerens i Sko­ ven paa en stor holstensk Vogn. De vilde altid have hende med »fordi hun var saa glad og sang saa dejlig for dem, naar de kjørte hjem om Aftenen.« Hun gjorde ogsaa andre landlige Udflugter, nemlig til »hendes Barndoms Ideal af et Landsted«. Lad hende 2 *