FruJulieSødringFødtRosenkilde

2 0

selv fortælle det! »Ja, hvor jeg kan huske det tydeligt! Jeg var henne i Sølvgade med Sadelmager Zahlmanns Børn. Paa én Gang forsvandt de; men saa lidt efterkom de igjen og sagde, at de skulde spørge fra deres For­ ældre, om vi havde Lyst til i Eftermiddag at tage med ud paa »Stedet«. Jeg blev ligesom gal af Henrykkelse og løb hjem i Adelgade for at faa Tilladelse; den kom jeg hurtig tilbage med. Saa gik Zahlmann foran, — han var høj og mager og sagde ikke et Ord, — saa kom der nogle Læredrenge med store Ruller Læder, saa Børnene, Ida og jeg. Ud ad Østerport gik det til de skyggefulde Glacier ved Garnisonskirkegaard; dér var »Stedets en lille Hytte med ét Vindue og én Skorsten, vi kunde slet ikke faa Plads derinde, men Zahlmann stod der og kogte Lakfernis. Udenfor væltede vi os i Græsset og plukkede af de mange vilde Blomster. Aa ja, hvor jeg dog kunde more mig dengang!« Der var ellers to Steder, hvor Julie »laa paa Landet«; det var hos »Sonne« i Grønnegade og hos »Knudsgaard« i Prinsensgade. Sophie Sonne var en gammel Veninde af Madam Rosenkilde. Naar hun kom hen i Adelgade, sagde de Allesammen: »Nej, Sophie Sonne, er Du dér? Det var dog dejligt! Kom og faa Tøjet af!« Hun ud­ brød da: »Nej, I kan nu tro mig, om I vil, men der er saagu’ ingen Steder i Verden, hvor de kan give En saa- dan en Modtagelse som her hos Jer.« Hun, — ligesaavel som Madam Knudsgaard, — kom altid fra om Formid­ dagen og saa hjalp de Madam Rosenkilde med at stoppe Strømper og Sligt. »Sonne* indbød undertiden Julie til sig paa et Ophold af 3 å 4 Dage. Det svimlede for Julie, saaledes glædede