FruJulieSødringFødtRosenkilde

39

paa, at hun havde gode Tilhørere og Tilskuere, der op­ fattede hver lille Enkelthed i Fortællingen; thi hun for­ klarede aldrig, hvad hun ménte med Det eller Det, og man maatte med stor Samvittighedsfuldhed følge hendes hele Person; Alt i den talte, og ofte opdagede man Smaatræk, som vare karakteristiske for de Personer, hun omtalte, men som man nu først ved hendes Fremstil­ ling blev opmærksom paa, og som viste hendes over­ ordentlig skarpe Opfattelse og Iagttagelsesevne. Jeg har aldrig hørt nogen fortælle saa malende, saa levende og virkeligt som hun. Man sad længe og holdt Latteren tilbage for ikke at miste et eneste Ord eller Træk. Jeg tror, det er sandt: hun var endnu større Kunstnerinde i sin Dagligstue end paa Scenen. Og fik man saa Plads ved hendes hyggelige Tebord, saa bemærkede man snart, at det var ikke alene hende, der førte Ordet. Hvor samtaledes her ikke, hvor dispu­ teredes der, hvor var man uenig og dog i fuld Sympati overfor hverandre. Der blev formelig ikke Plads eller Tid til hvad Hver vilde sige. »Tilgiv, Sødring, husk hvad det var, Du vilde sige; jeg vilde blot tilføje,« og saa strømmede hendes Ord frem. »Undskyld mig, Julie, det var blot en Bemærkning,« og saa talte han, ivrig og friskt, djærvt og varmt — altid selvstændigt. Og Bør­ nene! Deres Individualitet respekteredes hver for sig og havde fuld Ret til at ytre sig. Hvor kunde Fru Sødring da ikke være tilbageholdende overfor sit Eget, anerkjen- dende og modtagende over for Andres! Da hun havde baaret sit første Barnebarn over Daa- ben, sagde hun til mig: »Hvor var det dejligt, da Fog*) *) Den senere Sjællands Biskop, da Provst og Præst for Holmens Menighed. Fru Sødrings kjære Præst.