FruJulieSødringFødtRosenkilde

46

for at fremstille saftige, grove, drøje Figurer. Hun maatte have Skjønheden med i det Komiske, ellers befandt hun sig ikke vel. Derfor havde hun mere Lune end Vittig­ hed, og derfor elskede man hende mere, end man kriti­ serede hende. Paa Scenen som i det daglige Liv havde hun den hurtigste, yndefuldeste Overgang fra den lystig­ ste Skjæmt til det følsomste Alvor, og man kunde da se, hvor nær disse Sindsstemninger ligge hinanden, ud- rundne som de ere, af den samme Rod, af det rige Hjærte. Skjøndt Fru Sødring kunde udtrykke stærke Over­ gange i sit Spil, var der aldrig Uro over det; hun var altid i kunstnerisk Hvile. Og naar hun traadte ind paa Scenen og strax blev kjendt og modtagen saa hjemligt, som om Alle sagde til hende: »Velkommen! Du er en af vore Egnel Vi for- staa Dig fuldt ud, Du hører til vor nærmeste Slægt og til de Kjæreste i den,« saa var Sagen den, at hun hélt og holden var dansk. En stor Hjælp havde Fru Sødring — ikke egentlig i sin Stemme, thi den var ikke usædvanlig vellydende, — men i sin Udtale. Man vil erindre, at det sidste Vink, hendes Fader havde givet hende, da hun skulde ind paa Scenen for at debutere var dette: »Vær . . . . især tydelig /« Det fulgte hun hele sit Liv igjennem. Ikke en Nuance i Stemmen, langt mindre et Ord gik tabt for Tilhøreren, og hun karakteriserede Figuren gjennem Stemmelyden. »Fædrelandet« gjorde tidlig opmærksom paa hendes Styrke i saa Henseende, idet dens Anmelder, da han omtaler en Opførelse af »Barselstuen« siger, at det er taabeligt at lade den stumme Dame her udføres af Jfr. Rosen­ kilde, der netop er Mester i at bruge sin Stemme. Se-