FruJulieSødringFødtRosenkilde

47

nere taler Edv. Brandes *) med Rette om hendes Tale- virtuositet; han siger: »Hun forandrede saalidt sin Stemme, som hun udnyttede det enkelte Ords Klang­ farve og den symbolsk malende Akcent. Hun brugte hele Sætningen som logisk Bygning til dramatisk Virke­ middel. Enhver, der hørte opmærksomt efter, vil have mærket, hvorledes, naar Fru Sødring havde sagt en af sine smaa Replikker, der udgjorde hendes Styrke, Ens Øre modtog en vis Klang af den samlede Sætning, der svarede til dennes rent logiske Betydning, og at det var denne Talens Rytme, der paa én Gang henvendte sig til Hoved og Hjærte, eller rettere gjennem Forstanden til Hjærtet. . . . « Fru Sødring, der ikke vilde ses paa og beundres, vilde fremfor Alt høres og forstaas. For at opnaa den beundringsværdige Klarhed i Replikken, der gjorde den saa skarp og rammende, lod hun i Sætningen, Tankens Dragt, Akcentuationen snart være som det fineste Broderi, snart som dybe, grove Sting. Det gjaldt om ikke at spilde et eneste Ord, hvis Betoning kunde knytte Tilhø­ rernes Tanke til hendes. Hvor rig var ikke denne Mo­ dulation! Man tænke paa Kobbersmeddemadammens slæ­ bende Jargon med alle Æ-lydene, paa Madan Rusts for­ dærvede kjøbenhavnske Afsnubben af Slutningskonso­ nanterne, og man springe saa i Tanken fra dennes Møjet godt over til Madam Georges rørende, graadblandede Mæle. »Kamp og Sejers« tarvelige, meget konventionelle Prosa blev gjennem Musikken i hendes Stemme, der af- vexlende aandede Glæde og Stolthed over Sønnen,

*) Se Edvard Brandes: Dansk Skuespilkunst, S. 190— 91.