FruJulieSødringFødtRosenkilde

50

kan kjendes gjennem alle hans Frembringelser. Gjælder ikke, det Samme Skuespilleren? Er der nogensinde be­ brejdet Andersen eller Marstrand eller Gade , at man strax kan kjende dem i deres Frembringelser? Er det ikke netop deres største Hæder? Jo, naar jeg kommer ind paa Scenen, vil jeg have, de strax skal se, det er mig.i Jeg anfører denne Udtalelse, skjønt jeg jo vel indser, at man godt kan beholde sin Individualitet og dog udfolde den i stor Mangfoldighed; men — som sagt — jeg finder ikke, der ligger Stort til Grund for Beskyldningen om Fru Sødrings Ensartethed. Man kan maaske bedst bedømme en Skuespillers Aands­ kraft ved at se, hvad Vedkommende kan faa ud af en Rolle, i hvilken Forfatteren saa godt som Intet har givet. Fru Sødring viste allerede i sin Debutrolle hvad hun i saa Henseende formaaede, og oftere frelste hun tarvelige Figurer fra at gaa tilgrunde; og saaledes viste hun sig ofte stor; det var hendes fødende Kraft. Men hun var ogsaa gjenfødende. En dansk Filosof, Biskop B. J. Fog, har sagt, at alle Gjentagelser ere aand- løse, og en anden, Søren Kierkegaard nemlig, har talt om Gjentagelsernes Aandrighed. Er det ikke saaledes at forstaa, at Gjentagelser paa Forstandslivets Omraade ere aandløse, paa Følelseslivets det Modsatte? Ellers saae det galt ud med en Bøn som Fadervor, eller med Alt, hvad der hedder i dybeste Forstand at elske. Og Fru Sød­ ring, denne følelsesfulde Kunstnerinde, hun talede Gjen­ tagelsernes Sag. Hun sagde: »Folk har saa tit sagt til mig, at de nok kunde forstaa, jeg kunde holde ud at spille en Rolle en to-tre Gange, men saa maatte det blive rædsomt trættende. Aa, hvor de lidt forstaar mig! Hvor