FruJulieSødringFødtRosenkilde

52

Jeg skal fremføre nogle enkelte af hendes Yndlings- figurer. Hun vilde gjærne spille en gammel Pige, der skulde giftes og ikke turde vise, at hun virkelig var for­ elsket i ham, hun skulde have, ja, knap selv turde tro der- paa. »Aa, saadant et Kvindehjærte er uendelig rigt og uende­ lig ungt og uendeligt blufærdigt,« sagde hun. »Jeg kan jo mærke det paamig selv i dette Foraar, jeg véd ikke, hvor jeg skal hen for nye, rige Følelser, og nu er jeg dog gam­ mel; jeg siger til mig selv: »Det er jo, som om Du var en ganske ung Pige,« og jeg kan næsten ikke lade være at tro det. Sæt nu, at jeg var saadan en gammel ugift Pige, der virkelig skulde giftes i dette Foraar — aa, hvor jeg skulde kunne lægge et Livs Indhold ind i det Men­ neske, hvis jeg skulde fremstille hende.« Saa vilde hun ogsaa gjerne være »en meget gammel, hvid Oldemoder«, der modtager hele Familien paa sin Fødselsdag, eller en dygtig Kone, der er umaadelig hid­ sig og hvert Øjeblik forløber sig slemt, men stadig midt i Hidsigheden fortryder det bitterlig og saa ikke véd Alt, hvad hun skal finde paa, for at gjøre det godt igjen. »Maa hun ikke være yndig i den Overgang, da det Gode bryder frem? Saadanne Koner holder jeg saa meget af,« sagde hun. Saa vilde hun ogsaa »urimelig gjærne« være en di­ stræt, meget nærsynet, men ivrig Husmoder, der stadig forlagde sine Nøgler, sit Strikketøj, o. s. v , og fortvivlet søgte efter det uden mindste Resultat, medens hun altid havde det et eller andet Sted paa sig selv. Den største Ulykke var, at hun heller aldrig kunde finde sine Briller, — de sad nemlig altid skubbede op i Panden. Endelig havde hun Lyst til at fremstille en Kone, der