FruJulieSødringFødtRosenkilde

55

som hun følte sit Ansvar imod det. Hendes Kunstner­ samvittighed kan ses af følgende Linjer, hun har skrevet til sit Portræt i en Almanak: »Det er Scenens Opgave at moralisere og at belære. Kun forsaavidt den opfylder denne sin Bestemmelse er dens Existens berettiget, men i saa Fald bør den ogsaa være ligestillet med Skolen og Universitetet.« Det at foragte »Publikum« var hende vederstyggeligt. Jeg hørte hende engang udtale sig nedsættende om en af vore bekjendte Forfattere, fordi denne i et Selskab havde sagt, at det var ham aldeles ligegyldigt, hvad Pub­ likum dømte om ham, hun mente, at en saadan Ytring var et Tegn paa hans Letfærdighed som Forfatter, og desuden troede hun ikke paa dens Sandhed. »Den For­ fatter, der mener det ,« sagde hun, »kan ikke have nogen Interesse af at virke ved hvad han skriver og har ingen Tro paa det evigt Sande i sine egne Udtalelser; han skriver kun for sig selv, og det vil sige, at han som Forfatter er ganske gold og betydningsløs. Hvad mig selv angaar, saa er det af yderste Vigtighed for mig at vide, at Publikum synes om mig og min Kunst; ellers har jeg ingen Næring og faar ingen Tro paa mig selv.« En anden Gang var hun ilde berørt af, at en Komedie­ skriver havde sagt til hende: »Det undrede mig i høj Grad, at mit Stykke blev antaget; thi det er kjedeligt og vil ikke gjøre Lykke.« Hun sagde: »Det bemærker han naturligvis kun, for — hvis det falder igjennem at kunne sige: »Jeg sagde det i Forvejen; jeg vidste det!« Derved viser han kun, at han ikke er Kunstner, var han det, saa havde han brændt det, hvis det var mislykket og aldrig budt hverken Teater eller Publikum, hvad der