FruJulieSødringFødtRosenkilde

57 kilde, der aldrig gav sin Datter ligefremme Anvisninger og endog sjældent indfandt sig paa Prøverne for at se hende, overværede derimod bestandig den første Opfø­ relse af ethvert Stykke, hvori hun havde en Rolle; var han fornøjet med Udførelsen, tilkjendegav han det ved et lille Nik, et Smil, et Haandtryk, eller ved en lille Ytring som: »Jeg kan se, Du er min Datter.« Havde han Et og Andet at udsætte, da faldt der blot en lille Antydning derom, som han var vis paa vilde blive for- staaet*). Han sagde til hende: »Husk paa, at naar Du staar paa Scenen, saa spiller Du paa et stort Instrument; alle Strængene gaar ud fra Dig-, Du skal stemme dem, og Du skal spille paa dem.« Det glædede ham naturligvis meget at spille med hende, fremfor Alt i »Gjenboerne«, hvor han var Kob- bersmedden, medens den treogtyveaarige Datter spilllede Kobbersmedmadammen og morede Rosenkilde kostelig ved Foredraget af Visen om Søren, der stod paa Post*). Da Rollen senere blev tagen fra ham, sagde han blot: »Aa, — jeg holdt dog saa meget af at staa dér og høre hende synge den Vise.« De spillede ofte sammen. I »En Søndag paa Amager« var hun hans kjærlige Datter. I Lesages »Tjeneren sin Herres Medbejler« spillede de ypperlig det gamle Ægtepar, og det var ikke sjældent, at de spillede Mand og Kone; det blev derimod et uop­ fyldt Ønske hos hende at komme til at agere hans Mo­ der, hvilken Tanke var hende meget morsom. Naar de fra Scenen fulgtes ad ud mellem Kulisserne, »var han altid saa rar, skjønt han Ingenting sagde«; han klappede

*) Se Cabiros: »Udvalgte Føljetonner', S. 290— 91, *) Se sammesteds S. 292.