FruJulieSødringFødtRosenkilde

59

hun at improvisere »en lille Fest« paa Scenen. Alle bleve placerede omkring et Træbord, hvor et stort Ark Papir agerede Dugen, og dér serveredes da Kage og Vin. Hun udnævnte sin Broder Adolf til Vært og over­ tog selv Pladsen som Værtinde, og begge udfyldte de med største Elskværdighed deres Stilling; under Alles inderlige Latter fortalte de kostelige Historier, de holdt morsomme Taler, og Tiden fløj. Jeg tror, at Fru Sødring havdemegen Ære af det ud­ mærkede Sammenhold, som da fandt Sted paa Teatret. Og det havde Betydning for Kunsten: i Foyeren førtes der aandrige, alvorlige Samtaler, og under Stykkernes Indstudering forbandt de Rollehavende, som havde Sce­ ner at spille sammen, sig indbyrdes til private Prøver, hvor de saa ved en sjælden Udholdenhed viste deres Respekt for og Kjærlighed til Kunsten, idet de gjorde deres Præstationer saa fuldendte som mulig. Hei var Fru Sødring meget ærlig i at sige sine Medspillende sin Mening om det Præsterede. Hnn havde ogsaa et godt Blik for Enhvers Anlæg og selvfølgelig ogsaa for Valget af Roller. Forfængelig Overvurdering af egne Evner var hun haard imod. Men gjorde hun, hvad hun kunde for at gavne Skue­ spilkunsten paa sin egen Scene, saa var hun ogsaa til­ rede for at fremme dens Sag paa Sekondteatrene, og naar Skuespillerinder derfra henvendte sig til hende om Raad eller bad hende om at instruere dem, var hun med Glæde parat. Men her blev hun undertiden for­ skrækket for Dillettantismen og det Stærke i Udtiyks- maaden. Jeg husker saaledes, at jeg en Dag kom op til hende,