FruJulieSødringFødtRosenkilde

6 o lige efter at hun havde instrueret en ung Dame, der i Stykket skulde tiltale en afdød Onkels Portræt. Hun begyndte: »O-o-o-o-o!« Du, min elskede Onkel!«, eller noget Lignende. »Nej, det gaar aldrig i Evighed an,« afbrød Fru Sødring hende. »Hvad tror De, Deres On­ kel vilde sige til dette: »O-o-o-o-o!«? Han maatte jo tro, De var bleven gal. De skal slet ikke tale, som om der sad Tilskuere dernede; Sagener den: De staar alene og er ulykkelig; saa drives De til i al Ærlighed og Na­ turlighed at tale med Deres kjære gamle Velgjører.« Da Fru Sødring fortalte dette, gav hun sig til at le og sagde: »Ja, jeg var jo nødt til at tage det saadan, da hun skulde sige Replikken; men Situationen var jo slem, for et Pigebarn, der staar og taler til et gammelt Por­ træt, maa jo være en opstyltet Skrue!« Saaledes kunde Fru Sødrings Teaterliv sikkert kaldes lykkeligt. Kjærlighed til Kunsten og Kjærlighed til Men­ neskene forbandt sig hos hende paa den frugtbareste Maade.