FruJulieSødringFødtRosenkilde

64

et stærkt, forventningsfuldt Aandedrag af et Folk, det var, som en heftig Feber, som Sommerregn i mange Blade. Ingen, som ikke har hørt det, kan gøre sig Be­ greb om den uforklarlige Aandelighed, der var over det. Fru Sødring sagde senere, at hun, der dengang stod inde paa Scenen bag det lukkede Tæppe, følte det, som om hendes Aandedræt blev indestængt, Intet gjorde et Indtryk paa hende som dette, og det viste virkelig ogsaa en mageløs Forventning og Deltagelse. Langsomt rullede Tæppet op. Hun stod i Bag­ grunden ved et lille Bord, med Ryggen mod Publikum. Alt var stille. Da vendte hun sig om og gik langsomt ned mod Lamperækken. En aldeles overvældende Storm af Klap, Bravoraab, Hurraer, Léver, Begejstringsjubel og Hyldingsytringer susede og brusede ind over hende, Luften var mørk af Blomster, og snart dækkede de Scenen. Da var det et ganske usædvanlig skjønt Syn at se hende staa der ganske simpelt og kvindelig, virkelig elskelig, med sænkede Øjne og foldede Hænder, uden at hilse, ja, uden i mindste Maade at bevæge sig; men i Ansigtet var hun hvid som en Væg. Kun én Gang løftede hun Blikket og saa ud paa Folk; og da var der i hendes Øjne et saa yndigt Taknemmelighedens og Kærlighedens Lys, at Alle jublede meget stærkere og ligesom tog hende varmt i den aabne Favn. Da bøjede hun sig og tog en Buket op, som hun sluttede i sine foldede Hænder, og det gjorde hun saa sandt og følt, at man mærkede, hun slet ikke stod paa Scenen, men som det taknemmelige, kærlige, ædle Menneske ligeoverfor den ubeskrivelige Hyldest. I dette Øjeblik var det, som jeg holdt endnu mere af hende end før, eller rettere