FruJulieSødringFødtRosenkilde

76

forresten før sagde, at jeg endnu havde Lyst til at optræde, saa tror jeg ikke, jeg under de nuværende Forhold kunde. Der er megen Tilbagegang fra før. Ja, der er jo endnu nogle af mine Gamle. Kunde jeg komme til at spille med mine rigtige Gamle — saa vilde jeg gjærne endnu.« Ja, naturligvis: Geniet dør ikke; det er blot Legemets Kræfter, der ikke ville slaa til. Hun havde sit Hus, sit Familieliv, og hun havde Minderne, derfor var Livet endnu rigt for hende. — Da Fru Sødring i September 1881 mistede sin Mand, bar hun sin store Sorg roligt og smukt. Hvad der hjalp hende over de tunge Timer var den aandige Maade, hvor- paa hun stedse betragtede Livet. Jeg vil anføre nogle i saa Henseende betegnende Udtalelser af hende: »Jeg lever i den Grad med Sødring, at jeg tit gaar ene ind i hans Stue og raadfører mig med ham og faar hans Svar. Medens han levede, gik jeg ogsaa tit ind til ham og sagde: »Har jeg sagt Dig det rigtig, Sødring? Staar jeg klar for Dig i det Punkt?« Og nu, da han ikke er mere, synes jeg dog, han er her, fordi han kjender mig igjen i Alt, hvad jeg gjør, og sér, det er Sandhed. Den frygteligste Tanke for mig er, at han og mine andre Elskede ikke skulle kjendes ved mig i Evigheden, fordi jeg ikke havde vist mig for dem hernede, som jeg virke­ lig var. Enhver, som jeg holder af, maa jeg absolut vise mig for ganske, som jeg er, saa er der ingen egentlig Skilsmisse mulig.« — En anden Gang sagde hun: »I min Ensomhed færdes jeg bestandig med Sødring og udvikler mig med ham; jeg lærer meget af ham nu, han er død.« Man kommer til at tænke paa Jesu Ord i Johannes’ Evangelium, det