FruJulieSødringFødtRosenkilde

79

siger, at de sidste Aar er de vigtigste for Mennesker; det føler jeg bedst selv. Naar man bliver gammel, tilbringer man mest Tiden med at gjøre sit Regnskab op for hele Livet; skjønt der er Meget at sørge over og Meget at ønske ugjort, saa er det dog saaledes, at jo oftere jeg gjør Regskabet op, desto lettere bliver det mig, for desto mere synes jeg, at Gud tilgiver. Det kommer vel deraf, at der i det at gjøre Regnskab op ligger en Afbigt. Jeg føler, at Gud i den Henseende er ligesom mine Forældre var, — ja, De forstaar mig vel: naar jeg som Lille kom og bad dem om Forladelse, sagde de aldrig Nej, de var blot glade over at kunne komme til at tilgive. Saaledes føler jeg mig som Guds Barn. Men saa er Ensomheden med ham god og gavnlig. Livet ligner et Musikstykke: det ender, som det begyndte; man kom ene ind i Ver­ den, man gaar ene herfra. Det er godt saaledes. Det gælder det at betænke.« Den 16 de Maj 1884 . »Da jeg første Gang kom paa Teatret efter Johannes Fødsel, stod Michael Wiehe længe ganske stille, fordybet i Tanker og Følelser; da han havde staaet en lang Stund med Blikket paa mig, udbrød han ganske stille og langsomt: »Nu kan De sige: Mine Børn!« Nu — 31 Aar efter — kan jeg sige: »Mine Børnebørn I« Den n te November 1884 . . . . »I Søndags befandt jeg mig meget ilde; jeg har i denne Tid lidt af Hjærte- banken, jeg har ikke sovet om Natten, og i det Hele taget befundet mig syg. Igaar vilde jeg fortælle en morsom Historie, men holdt strax inde med de Ord: »Nej, det gaar ikke, jeg kan ikke lade være at le, og Dr. Silfverberg siger, jeg maa ikke le.«

Made with