FruJulieSødringFødtRosenkilde

82

»Venstrekvinde«. Jeg mener nemlig, at Højre og Venstre er lige berettigede i et Folk. Et Folk er som ét Menneske, og et Menneske kan ses fra to Sider; jeg har to Hænder til at tage med og to Øjne til at sé med og to Øren til at høre med. Saa lad der ogsaa være to Retninger. Ulykken er, at de fleste Mennesker magte kun ét Forhold De er som Hægter, der altid holder fast i den samme Malle. Jeg sér Fejl og Fortrin baade i Højre- og Venstre-Partiet; men jeg selv staar kun som en bestemt Modstander dér, hvor Kristus, eller lad mig gaa ned til at sige: hvor Religionen fornægtes, thi paa det Punkt ligger Vægten, derfra udgaar den store Hoved- forskjel i Livet.« Den 17 de Oktbr. 1886 : . . . . »De vil sé, at jeg egent lig ikke kan kaldes en stille gammel Kone, hvad Erin­ dringer og Følelse angaar; vi Rosenkilder blive aldrig paa den Maade gamle.« . . . . »Det er alvorligt at blive gammel. Spørger man sig selv: »Hvor Meget har Du holdt af alt Det, Du lo­ vede?«, da bliver man tung i Sind; man har kun Et at gjøre: bede om Guds Naade.« Februar 1887 : »Til Flyttedag forlader jeg min gamle kjære Lejlighed her ved Volden. Jeg har faaet mig en anden paa Margrethe Vej, en Sidevej fra Wodrofsvej, tæt ved Søerne. Der er stille, og jeg haaber, jeg bliver godt for­ nøjet; selv har jeg endnu ikke set Boligen og faar den ikke at se, før jeg flytter ind i den « Den iste Juli 1887 »Inderlig Tak for Roserne; de duftede mig imøde, da jeg kom ind i min lille Stue til min Morgente. Og Tak for det dejlige grønne Rosen­ løv; jeg holder saa meget af smukke Blade.