FruJulieSødringFødtRosenkilde

D et er kun sporadisk jeg i det Foregaaende har faaet Lejlighed til at karakterisere Fru Sødrings Væsen. Jeg skal nu søge at tegne hendes aandelige Fysiognomi. Hun førte engang en meget ivrig Dispyt med H. V. Kaalund. Han vilde nemlig tage en bestemt Kunstner i Forsvar og sagde da, at man ikke burde bedømme Kunstnerne ganske som andre Mennesker. Da svarede hun: »De fornærmer jo baade Dem selv og mig ved at tage det Menneskelige bort fra os, jo, vi skal netop være rigtige Mennesker, ellers faa vi ingen Betydning som Kunstnere, og jeg vil ikke nedværdiges ved at skulle siges at være anderledes end alle andre Mennesker.« En anden Gang sagde hun: »Jeg hævder absolut, at den Kunstner, der fuldt ud skal virke ædelt, ogsaa maa være et ædelt Menneske, og De, der vælter sig i Sølet, bærer ogsaa i Kunsten Mærker af det Besudlende.« Efter at have fastslaaet, at hun fordrede Kunstnerens og Menneskets Uadskillelighed, vil jeg ved Omtalen af hende som Menneske fremhæve hvad der karakteriserede hende som Kunstnerinde: hendes SandhcdskjcBrlighdd. Hun sagde: »I mit hele Liv har jeg søgt at komme frem ved Sandhed; jeg har først og sidst villet finde min