FruJulieSødringFødtRosenkilde

9 0

Person og saa blive i den. Hvor er det dumt at tro, det er det Klogeste, naar man vil frem, at bruge Bereg ninger, Intriger og Omveje. Var jeg Præst, jeg vilde sige fra Prædikestolen: »Tro mig nu, det Eneste, der i Længden fører til Noget, er den lige Vej, Sandhedens lige Vej, Aabenhed og Ærlighed bringer videst frem, for det bringer En ind i alle redelige Hjærter.« Der tales ikke Nok fra Prædike­ stolen om Sandhed. Fog , som jeg holder saa meget af, taler ofte om Kjærlighed — og taler dejligt om den — og han taler om Gavnmildhed og om, hvor lidt Pengene har at sige og om meget andet Udmærket; men han taler aldrig Nok om Sandheden, .og det er dog det Vig­ tigste; thi afviger man fra den, saa er man strax inde i saa meget Ondt. Dette gjælder i Menneskelivet som i Kunsten.« Jeg stadfæster af Erfaring i Omgang med Fru Sødring, at hendes Sandhedskjærlighed var stor. Jeg havde en­ gang, for mange Aar siden, en Samtale med hende derom; thi jeg maatte gjøre en Indvending mod hendes Vurdering af Sandheden som det Højeste. Jeg sagde omtrent saaledes: »Sandheden, den rene Sandhed, er som den rene gjennemsigtige Frostluft, men man kan dø af Kulde.« Dette indrømmede Fru Sødring; men hun sagde, at hendes Natur havde lettere ved at gjennemføre Sundheden i alle Forhold end Kjærligheden. Hendes Aabenhjærtighed ytrede sig ikke lige stærkt overfor Alle. Hun skriver: »Det er saa forunderligt at sé, hvor lidt Tid enkelte Mennesker behøve for at kjende hinanden; det maa være, naar man ærlig staar ligeover- for hinanden i al Sandhed Ja, kjære Venner, I maa