FruJulieSødringFødtRosenkilde

tage mig som jeg er; jeg er maaske mange Gange tem­ melig oprigtig; men hvad skal jeg gjøre? Naar jeg er sammen med Venner, jeg holder meget af, og især unge, saa kan jeg ikke dy mig; min ærlige Mening maa ud. Gamle Mennesker kan jeg sidde ganske stille og tavs overfor; men for de Unge maa jeg udfolde mig.« — En anden Gang skriver hun midt i sin store legemlige Svag­ hed: »Jeg er bange for, at I slet ikke rigtig forstaar mig; det er Altsammen min Skyld. Jeg siger Noget, som trænger til nærmere Forklaring, men da jeg mangler Kræfter, tier jeg, og saa staar Det, jeg mener, uklart. . . . Jeg har tænkt meget paa det; jeg kan ikke lide Taage. De, som ikke kjender mig rigtigt, blive, hvis jeg ikke tager fejl, ofte forbavsede over, at jeg saa ligefrem siger, hvad jeg tænker. Det er maaske ikke rigtigt; men bær over med mig heri; thi jeg forsikrer, det I ere unge, jeg er gammel; men holder man af hinanden, og har man Tillid og Tro til hinanden, saa kan man godt derfor være sande Venner. Har I læst, hvad Martensen siger i den specielle Del af Ethiken om det sande Venskab?« Igjennem saadanne Udtalelser gaar der jo en ægte, paalidelig Følelse. Det vilde ogsaa være uendelig galt, om man vilde opfatte mine ovenstaaende Udtalelser saa- ledes, at man vilde mene, Fru Sødring ikke var et kjærligt Menneske, det var hun rigtignok, i høj Grad endogsaa. Hun sagde:»Jeg vilde dog saa inderlig gjærne være et rigtig kjærligt Menneske« og: »Ved Enhver, som elsker af Hjærtensgrund, bliver der Natur til. Lige overforMennesker, jeg ikke om, sker det aldrig; thi husk paa: der er stor Forskjel paa Venskab og Bekjendtskab.

hørermin brydermig

gjærne,saa